Rejser

Anholt

Anholt – et paradis i Kattegat

Kroophold på naturøen, med højt til himlen, hav, klitter, skov og åben hede.

28/9 - 1/10

3 nætter/4 dage

Rejseleder: Lise Therkelsen 

Der er højt til himlen på Anholt. Det er naturøen, du aldrig glemmer, midtvejs mellem Sverige og Danmark, og landets mest isolerede øsamfund.

Tag med på denne skønne sensommerrejse til Anholt. Vi bor på Anholt Kro, der bliver udgangspunkt for vores ture ud i Anholts natur. Vi skal blandt andet møde Frank, der gør os klogere på Anholt og øens fugleliv og på Anholt Museum får vi historien om øen. Der er selvfølgelig mulighed for at opleve øens store bestand af sæler. 

Vi kører fra Hellerup Station med bus til Grenå. Her vinker vi farvel til bussen og tager færgen til Anholt. Vel ankommet til Anholt arrangeres der fælles transport med bagage til Anholt Kro. De følgende dage foregår al transport til fods rundt på øen. På hjemrejsedagen arrangeres fælles transport med bagage til færgelejet på Anholt. Bussen venter os i Grenå og kører os til Hellerup station (forventet ankomst kl. 16.00).

Den enestående natur på Anholt er umådelig alsidig. Den rummer både det flade landskab og klitter, tæt skov og åben hede. Øens mest bemærkelsesværdige natur er Ørkenen, der består af klitter og hedeområder og er Nordeuropas største lavhede. Et særkende for øen er den store bestand af spættede sæler.

På Anholt er der masser af plads til ugenert at nyde solen og en dukkert ved den omkring 25 kilometer lange kyststrækning. Fiskerlejet bliver også flittigt besøgt af lystsejlere, fiskerbåde og joller. Der er meget at udforske på de godt 22 kvadratkilometer, til bens vel at mærke, for der er et befriende kørselsforbud på størstedelen af øen.

Turen er ikke velegnet for dårligt gående. Husk godt fodtøj at vandre i og tøj til al slags vejr.

Program:
28/9: Afgang Hellerup St. 8.50. Færgeafgang Grenå/færge kl. 15.00. Ankomst ca. kl. 17.45 til Anholt. Kroen sørger for kaffe og kage til dem, der ønsker, når vi ankommer. Aftensmad på kroen.
29/9: Kl. 9.00- frokost: Frank er Anholts store fuglekender og han fører os denne formiddag ud i Anholts skønne natur. Kl. 14-16: Efter en dejligt frokost på kroen skal vi videre til Anholt Museum. Her får vi en guidet rundvisning. Aftensmad på kroen.
30/9: Kl. 9-14: Vandretur på egen hånd eller i gruppe til fyret, hvor der er garanti for at se sæler. Det er en stor oplevelse. Vi spiser medbragt madpakke. Tid på egen hånd om eftermiddagen. Vi spiser aftensmad på kroen.
1/10: Vi står tidligt op, så vi er klar til at tage færgen til fastlandet kl. 8 fra Anholt. Ankomst Hellerup st. kl. 16.00. 

Priser:

Prisen er inkl.: Transport, kroophold med helpension, guidet rundvisning i Anholt natur og entre til Anholt Museum den 29/9. Husk praktisk tøj og fodtøj og en madpakke til busturen den 28/9.

Ikke inkluderet i pris: Drikkevarer alle dage, frokost på udrejsedagen (husk eventuelt madpakke). 

Bemærk venligst vedr. byhus: Hvis du/I ønsker at booke by-huset til 2 personer, så skal du være forberedt på at gå 400 meter til Anholt Kro, for at komme til morgenmad og resten af gruppen.

Menu/forplejning på Anholt Kro:

Fredag 28/9:
Kaffe & kage ved ankomst

Middag.
Grillet jomfruhummer med salat og aioli
Kalve cuvette med bearnaise og coleslaw.

Lørdag 29/9:

Morgenmads buffet

Frokost:
Buffet med fiskefilet osv.

Middag.
Pandestegt rødspætte
Hjemmelavet rabarberis

Søndag 30/9:
Morgenmads buffet + til frokostmadpakker

Middag:
Flæskesteg med rødkål
Pandekager med is.

Mandag 1/10:
Morgenmadsbuffet.
Hjemrejse dag

Betingelser for afbestilling/afmelding:

I forbindelse med afmelding returnerer FOF Gentofte ikke allerede indbetalte beløb. Vi anbefaler derfor alle at tegne en afbestillingsforsikring.