Sprog

Latin

Latin

Latin oplever en renæssance i disse år og flere og flere ønsker at lære sproget som Cæsar, Cicero og ”Jeg, Claudius” talte.

Latin er ikke kun det sprog, der blev talt i antikkens Rom. Via det romerske imperium og senere den katolske kirke blev sproget udbredt i store dele af Europa og latin blev dermed stammoder til de romanske sprog som spansk, fransk og italiensk. Et kendskab til latin og specielt den latinske grammatik giver bedre forudsætninger for at lære et nyt fremmedsprog. 

På kurset vil vi arbejde med Henrik Bolt-Jørgensens begynderbog In Angolu cum libello. 

Undervisningen vil være en vekselvirkning mellem:

Læsning og oversættelse af lette latinske tekster
Basal grammatik
Analyse af udvalgte sætninger
Danske fremmedords latinske rødder
Romersk kultur og historie

Kurset henvender sig til både nybegyndere og til dem, der har den lille latinprøve eller ap-latin fra gymnasiet og som ønsker at genopfriske deres latinkundskaber.

Vi vil også beskæftige os med den enorme påvirkning romersk litteratur har haft på europæisk kunsthistorie - specielt billedkunsten. Mange moderne forfattere er ligeledes fascineret af romersk historie, f.eks. Robert Graves, der skrev romanen Jeg, Claudius som blev til den populære BBC-serie fra 1976. Hvorfor fascinerer romerne os stadig? Vi vil prøve at finde svaret.

Det anbefales at bruge ca. 30 minutter til forberedelse til hver undervisningsgang. Kurset består af 15 undervisningsgange. Materiale kan købes hos FOF Gentofte i forbindelse med undervisningsstart.

 Underviser er Lotte Bæk Mortensen, cand.mag. i latin med flere års undervisning fra gymnasiet.