Byvandringer

Kunstnere på vej

Der er meget "ung" kunst i Aalborg og mange nye fælleskaber om kunst.

Bliv opdateret på nye såvel som klassiske kunstformer. 
 
Tag med på en guidet tur helt ind i "maskinrummet",  hvor ny kunst skabes og se hvad der sker i kunstlivet lige nu. Mød kunstneren bag årets julesnaps og andre kunstnere, der har sat deres præg på byen. Hør også om, hvad vi har gjort her i byen for at støtte og fastholde vores  talenter i Aalborg.

På turen vil vi bl.a. komme forbi  Aalborg kommunes initiativ "Streetstation", hvor vi skal se unge men erfarne kunstnere i samarbejde med nye talenter. Videre til  Nordkraft, hvor vi vil kigge indenfor og høre om de forskellige aktiviteter, der er samlet her under et tag. Vi vil også besøge Kunsthal Nord, der har skiftende udstillinger med bl.a. unge nordjyder og som  tilbyder andre oplevelser for kunstinteresserede.

Sidst på turen vil vi besøge Platform 4 i det gamle Karolinelund. Her har graffiti kunstnere fået et "lovligt hjem" til deres udfoldelser (der dog følger helt bestemte uskrevne regler). På Platform 4 er der mulighed for at høre om husets  specielle udsmykning i cafeen og smage på stedets særlige tilbud.

Alle steder vil du blive mødt med aktive kunstnere, der gerne vil fortælle og svare på spørgsmål.