inaktive-foredrag

Fra min faders skygge

Fra min faders skygge
V/ Sebastian Klein 

I generation efter generation har børn og voksne nydt Jesper Kleins kulørte verden. Men bag hans mange udødelige figurer stod et gådefuldt og paradoksalt menneske. Ingen oplevede det på tættere hold end hans søn, tv-værten Sebastian Klein.

Med afsæt i sin åbenhjertelige bog ‘Fra min faders skygge’ fortæller Sebastian Klein om opvæksten i et barndomshjem, som aldrig lignede de andre børns. Han lå under spisebordet og legede, mens stribevis af kulturpersonligheder holdt møder og lagde retningen for dansk underholdnings fremtid. Han fulgte succeserne og fiaskoerne. Både professionelt og privat. 

Foredraget er spækket med såvel komik som tragik. Og så ansporer det til tanker og drøftelser om helt universelle emner: Om forholdet mellem forældre og børn. Om humanisme og udsyn i dansk underholdning. Om at måtte se sine forbilleder visne hen. Og om at stå alene tilbage efter tabet af begge forældre. 

Gennem foredraget interviewes og suppleres Sebastian Klein af sin medforfatter Danni Travn, der tidligere har skrevet bøger om kulturpersonligheder som Bent Fabricius-Bjerre og Jesper Langberg.