Byvandring: Aarhus Universitet

Billede af Aarhus Universitet

Byvandring: Aarhus Universitet ved Tom Danielsen


Af Johan Knud Vad Knudsen, studerende på Historie ved Aarhus Universitet

Aarhus er en by med flere ikoniske byggerier. Ét af de suverænt mest ikoniske må afgjort siges at være de gule murstensbygninger, der udgør en stor del af byens universitet. De gule bygninger og den skønne universitetspark er i den grad en stor del af Aarhus’ liv og identitet. Det hedder sig, at der – i runde tal – er omtrent 55.000 studerende og ansatte tilknyttet universitetet, og en stor del af disse har således deres daglige gang i og omkring disse gule bygninger. For god ordens skyld skal jeg nævne, at mange studerende, heriblandt undertegnede, til dagligt modtager undervisning i Nobelparken – et stenkast fra de gamle, gule bygninger. Det store fokus i byvandringen var dog på den gule del – og det var ingen skam. Jeg går dagligt forbi de gamle bygninger og ærgrer mig over netop dette – at jeg går forbi.

Vandreturen rundt i universitetsparken startede ved bogtårnet; det store og let genkendelige pejlemærke ved Det Kongelige Bibliotek. Rundviseren Tom Danielsen er tidligere arkitekt og partner i det berømte C.F. Møller, der som bekendt har været med omkring universitetet helt fra begyndelsen, dengang med manden bag navnet C.F. Møller i spidsen. Tom Danielsen har været med til at opføre og renovere store dele af universitetet. Han har således en enorm viden om ikke blot det arkitektoniske udtryk, men også om tankerne bag dette, og han indviede også os tilhørere i de mange spændende praktiske overvejelser. Han fortalte levende og med stor iver og blandede fint den store fortælling med de kuriøse enkelthistorier. Turen gik fra bogtårnet over til Stakladen, den gamle aula, ned gennem parken til den ældste del af universitetet fra 1933, ind i Søauditorierne og til slut ned gennem Vennelystparken. Turen var simpelthen skøn! Aftenen sluttedes af i C.F. Møllers kontorer på toppen af Europahuset – og Aarhus. Denne skribent har svært ved at forestille sig en bedre udsigt end Aarhus i solnedgangens lys.

Ét af turens højdepunkter var helt klart fortællingen om aulaen. Tom Danielsen berettede om, hvordan C.F. Møller blev sendt til Italien i 1930’erne for at lade sig inspirere af Mussolinis byggestil. Møller valgte dog en anden vej – og gudskelov for det! I øvrigt mangler to PH-lamper i aulaen. De blev stjålet i 2015, men dukkede et par måneder senere op på en auktion i London. I øjeblikket kører sagen stadig, og lamperne vender forhåbentlig snart tilbage til aulauen. Aarhus Universitet er i den grad et sted af og med historien.

Foredrag: Byvandring: Aarhus Universitet v. Tom Danielsen
Tid: Tirsdag d. 4. september 2018 kl. 16:30
Sted: Aarhus Universitet
Arrangør: FOF Aarhus

 

Se alle vores aktuelle byvanderinger.

Billede fra Aarhus Ø
BYVANDRING

Byvandringer

Bliv klogere på Aarhus og opdag skjulte baggårde, hør anekdoter og lær om arkitektur på FOF Aarhus' byvandringer.