Eske Willerslev: Hvor stammer vi fra?

Billede af Eske Willerslev

Menneskets rejse


Af Thor Friborg Witt, studerende ved Historie, Nordisk sprog og Litteratur ved Aarhus Universitet.

”Verdensberømt DNA-forsker, professor, pelsjæger og vigtigst af alt en verdensmand. Ikke Rane Willerslev, men Eske”. Sådan lød introduktionen til aftenens foredragsholder Eske Willerslev. Eske tog scenen med et smil. Oplyst bag ham var der to store skærme med et billede af et fortidsmenneske. ”Menneskets rejse” stod der over billedet.

Videnskab eller spøjse anekdoter?
”Det har været lidt af et eksperiment i dag. Mindre pelsjæger, mere videnskab” konstaterede DNA-forskeren. Dette var også tydeligt igennem foredraget. Der var mange informationer, og man skulle holde tungen lige i munden for at følge med, men det gjorde folk. Alle sad og opslugte de mange videnskabelige åbenbaringer, som Eske Willerslev leverede.
At foredraget var tætpakket med videnskab, betød dog ikke, at publikum blev snydt for spøjse anekdoter. Dem var der utallige af. Han fortalte livligt om, hvordan han havde levet som pelsjæger i Sibirien i selskab med voldtægtsmænd og andre hårde kriminelle. Indianerceremonier i USA havde han også været en del af, hvor selveste Sitting Bulls ånd havde velsignet ham.

Drømte om at blive forfatter og eventyrer
Til manges store overraskelse fortalte Eske, at det succesfulde forskerliv ikke lå i kortene for ham. Eske, sammen med sin bror Rane, var nemlig dårlige i skolen. I gymnasiet var historien den samme. Det skelsættende skete dog, da Eske opdagede en bog om en eventyrer, der inspirerede ham til at udforske folkeslag i det nordøstlige Sibirien.
For Eske var der ikke langt fra tanke til handling. Han ville til Sibirien. Ekspeditioner blev planlagt, og Eske befandt sig lige pludselig i det nordøstlige Sibirien, med andre ord i ingenmandsland. Her stødte han på primitive folkefærd, sultne bjørne og knogler fra uddøde dyr. Elementer der alle formede hans senere forskning.

Omskrivning af historien

Eventyrene i Sibirien kunne ikke måle sig med de eventyr, hans forskning åbnede op for. En af Eske Willerslevs store bedrifter var at kortlægge arvemassen fra et fortidsmenneske. Denne opdagelse sendte ham både til USA og Australien for at undersøge, hvor deres indfødte oprindeligt kom fra.

Denne viden om fortidens mennesker, deres vandringer og deres levevis blev afslutningsvist perspektiveret til nutidens indvandrings- og folkesundhedsdebat. En afslutning der karakteriserede hele foredraget: et informationsspækket og alsidigt foredrag hvor banebrydende videnskab var motoren bag gode historier, interessante påfund og stof til debat.

Foredrag: Eske Willerslev: Hvor stammer vi fra?
Tid: torsdag den 4. oktober 2018 kl. 19.00
Sted: VIA Campus Aarhus C, Bygning A
Arrangør: FOF Aarhus

 

Se foredragskalenderen for alle vores aktuelle foredrag.