Anne Haubek: Hvad er EU?

Billede af Anne Haubek

Hvad er EU?

Af Cecilie Liv Rasmussen, cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt filosofi, Aarhus Universitet

Paradigmeskiftet
Mange ved, at EU er en institution i Bruxelles, som har noget at skulle have sagt for alle – alligevel er EU for de fleste som et fjernt land, vi kun har hørt om i TV.
Omdrejningspunktet for dette foredrag er EU, og hvorfor det egentlig er så vigtigt?

Anne Haubek er foredragsholder og journalist. Ifølge Anne er EU skabt på ruinerne af 2. verdenskrig og en idealistisk ambition om at forene Europas mangfoldighed. Lige nu rejser hun rundt i Østeuropa med sin mand for at undersøge den stadig stigende splittelse mellem øst og vest, og hvad konsekvenserne egentlig er ved at være medlem af EU. Hendes oplevelse er, at Østeuropæerne er glade for at være kommet med i EU, men de har svært ved at integrere sig i demokratiet. Samtidig skilles man i vest ved flygtningekrisen, der for alvor slog revner i den europæiske motorvejsasfalt i 2015. Anne betegner folkevandringen fra Mellemøsten til Europa som et europæisk paradigmeskifte.

Quo vadis – hvor går du hen?
Anne Haubek minder os om, at det europæiske paradigmeskifte bringer en masse problemer med sig, og at de problemer er alles problemer. Det er ikke blot det skræmmende i, at de mest googlede ord efter Brexit var ”hvad er EU?”, men også at vi lever i frygt for krigen i Mellemøsten. Det trækker grænserne op og betyder, at enhver er sig selv nærmest. Dermed stemmer vi også mere populistisk, hvilket betyder, vi stemmer vores grundlæggende menneskerettidigheder ud – ikke bare for udefrakommende – men også for os selv.
Anne Haubek stiller det væsentlige spørgsmål: Hvad er prisen, hvis EU går i opløsning?
Hun mener, at vi som EU-borgere bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi hjælper den fattige verden, så den ikke flygter til den rige verden. Hun opfordrer til en offentlig værdidebat om, hvad EU skal være, og hvor vi skal gå hen sammen.

For Anne er en sådan diskussion nødvendig og den bør motiveres af vores regering – alt andet er politisk svigt.
Anne Haubek er EU-nørd, og om man er enig med hendes betragtninger eller ej, så kan det alligevel godt betale sig at lytte, når det er hende, der har ordet.

Foredrag: ”Vi europæere: løgn, latin, Bruxelles, tankespind” v. Anne Haubek, journalist
Tid: Torsdag den 22. november 2018, kl. 19.00
Sted: Fredensgade 36, 8000 Aarhus C
Arrangør: FOF Aarhus