Droneflyvning

 

Droneflyvning er ikke blot en hobby


Af Kirstine Petersen


Et samarbejde med Danmarks største og bedst etablerede droneskole MyDroneAcademy betyder, at FOF Aarhus fra 2017 kan tilbyde kursister en certificeret dronepilot-uddannelse.


Droneteknologien udvikler sig hastigt, og det samme gør mulighederne for, hvordan og hvad man kan bruge en drone til. Ifølge MyDroneAcademys medstifter og underviser, Andreas Larsen, tilmelder eleverne sig uddannelsen for at få certifikat til at anvende droner i arbejdsmæssige sammenhænge.

En flyvende fordel

I september 2016 var MyDroneAcademy den første droneskole i Danmark, som blev godkendt af Trafik- og Byggestyrelsen. Det betyder, at man som uddannet dronepilot har kompetencer og ret til professionelle droneoperationer – også i bymæssige områder. Man skal dog have et formål med flyvning i byen. ”Man kan ikke bare ligge og flyve inde i byen for hyggens skyld,” fortæller Andreas Larsen. Han påpeger dog, at der kan være mange forskellige formål med at flyve med droner i byen. ”Formålet med en flyvning kan være, at man skal op og se på en tagrende, at man skal lave en reklamevideo - eller noget i den dur.”


”Vi har en del, som beskæftiger sig med journalistik (...) Så har vi entreprenører eller håndværkere, som bruger dronen til at besigtige noget med i stedet for at bruge et stillads.”


Mændene kan se mulighederne

Eleverne deltager for at lære at bruge en drone professionelt, og Andreas Larsen har opdaget, at der er bestemte erhverv, som går igen på uddannelsen. ”Vi har en del, som beskæftiger sig med journalistik, der bruger dronerne til at skyde billeder eller videoer til begivenheder. Så har vi entreprenører eller håndværkere, som bruger dronen til at besigtige noget med i stedet for at bruge et stillads,” forklarer Andreas Larsen. Men det er ikke kun deres erhverv, eleverne har til fælles - der er også et andet, mere iøjnefaldende træk. ”Over 98 procent af deltagerne er mænd,” siger Andreas Larsen, som kun kan gisne om, hvorfor det er tilfældet. ”Måske overrepræsenterer mænd den branche, som beskæftiger sig med ejendomme, inspektioner og viceværtsmæssige aktiviteter,” påpeger han eftertænksomt, og fortsætter: ”Eller måske synes de bare, det er sjovt, at de kan kombinere noget leg med noget professionelt.” Selvom langt størstedelen er mænd, så er kvinderne stille og roligt begyndt at få øjnene op for droneteknologiens muligheder, forklarer Andreas Larsen og påpeger, at der er en større procentdel af kvinder på holdene, når eleverne er journalister.

Kun lovgivningen sætter grænser

Uddannelsen foregår over fire dage og er både for elever, som aldrig har fløjet med en drone før og elever, som er godt bekendt med droneflyvning. På uddannelsen får eleverne en grundig indføring i og viden om forskellige aspekter af droneflyvning - blandt andet droneteknik, relevante love og regler, kortlæsning og flyveplanlægning. Selvom Andreas Larsen nævner specifikke erhverv, som anvender droner til at optimere deres arbejde, så ”er der en bred skare af folk, som kan bruge droner.” I takt med, at teknologien udvikler sig, udvider mulighederne for brugen af droner sig også. Ifølge Andreas Larsen bruges droner for eksempel også i forskellige situationer af beredskaber. Med den teknologiske fremgang er det kun lovgivningen, der sætter grænser – og det er blandt andet de grænser, man lærer om på droneuddannelsen.

 

Find vores kurser i droneflyvning her.