Folkebibliotekernes fremtid

Folkebibliotekernes fremtid

Af: Klummeskribent, Søren Peter Hansen: Direktør hos FOF Aarhus

At fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed, det er definitionen på folkebibliotekernes rolle. Og det er vel at mærke en politisk bestemt rolle.
Men denne rolle er under forandring eller måske rettere sagt under hastig afvikling.

For i takt med, at e-bøger og streamingtjenester vinder frem, udhules folkebibliotekernes rolle. Men antallet af mennesker, der benytter folkebibliotekerne er alligevel stigende.
Og det rejser jo spørgsmålet om, hvad man så kommer efter.

Umiddelbart ser det ud til at folkebibliotekerne bevæger sig fra det, som er den politiske- og lovbestemte rolle til at være i en konkurrencesituation som én blandt flere institutioner inden for det folkelige liv.
Sådan en konkurrencesituation kan mildt sagt være problematisk.

Måske kan udviklingen og forandringen for folkebibliotekerne ses som en bevægelse fra at være en deleøkonomisk virksomhed til at være leverandør af markedsgoder – og det vel at mærke af individuel karakter.

Trods udhulingen af folkebibliotekernes rolle, så virker det ikke som om at vi læser mindre, hører mindre musik eller ser færre film. Men behovet for et lokalt folkebibliotek i traditionel forstand bliver umiddelbart mindre.
Samtidig vokser det folkelige liv op lokalt, og folkebibliotekerne antager nye former og bliver måske mere medborgerhuse eller kulturcentre end biblioteker.

Konkret er spørgsmålet, hvilken rolle folkebibliotekerne bevæger sig i retning af.
For selvom der de seneste år fra tid til anden har været debat om folkebibliotekernes fremtid, er der ikke umiddelbart fremkommet noget definitivt svar. Det er måske heller ikke den store offentlige debat, der har været, men derimod blot interne, lokale eller lukkede debatter.

Når det er sagt, så er der eksempler på, at folkebiblioteker rundt i landet forsøger sig med nye aktiviteter, som i større eller mindre udstrækning bliver konkurrerende med allerede udviklede og fungerende aktiviteter i andet regi.

I konkurrencen med andre tiltag såsom lokalcentre, forsamlingshuse, kulturhuse, folkeoplysende foreninger, biografer og musiksteder m.v. har folkebibliotekerne en særstilling i og med, at de er funderet på en særlig politisk lovgivning.

Dette vanskeliggør på den ene side helt åbenlyst en koordinering og samordning af den samlede indsats på kulturområdet.

I konkurrencen med forenings-, private og markedsbaserede aktiviteter kan der på den anden side blive tale om ”opgavetyveri”.
Folkebibliotekerne kan nemlig i kraft af skattefinansierede midler udkonkurrere ellers udmærkede, fungerende og effektive tiltag.

Spørgsmålet om hvilken rolle, folkebibliotekerne skal spille i fremtiden, fortjener en folkelig drøftelse.