Moderne boller i karry med ris og mangochutney


De kendte retter, som vi har spist gennem generationer, behøver ikke være kedelige. Hvorfor ikke prøve at opdatere dem med nye og forskellige ingredienser - som måske også gør dem mere sunde. Herunder finder du en lækker opskrift på en opdateret version af boller i karry, som krydres med en spændende mangochutney med chili. Opskriften er udviklet af Krista Thomsen og Ann-Mari Kjærsgaard, som underviser fædre og børn i madlavning i Fars Køkken.


Karrysovs – Ingredienser

- 2 gulerødder
- 2 pastinakker
- 2 porrer
- 2 løg
- 1/2 squash
- 2 æbler
- 2 fed hvidløg
- 2-3 spsk. karry
- 1 liter vand
- 2 terninger grøntsagsbouillon
- Salt og peber
- 1 dåse kokosmælk
- 2 spsk. rapsolie

Fremgangsmåde

1. Riv eller hak alle grøntsagerne og æblerne – saucen skal blendes til sidst, så der er ingen grund til at være for grundig
2. Svits løgene i 1 spsk. rapsolie et par minutter i en tykbundet gryde. Læg løgene lidt til side, kom 1 spsk. mere olie i gryden og svits karryen. Tilsæt resten af grøntsagerne og æblet og sauter det hele i ca. 5 minutter
3. Tilsæt en liter kogevand samt bouillonterninger og lad det koge op og derefter simre i ca. 20 min. til grøntsagerne er møre
4. Blend det hele grundigt med en stavblender
5. Tilsæt 1 dåse kokosmælk
6. Smag til med salt og friskkværnet peber.

Kødboller og ris – Ingredienser

- 500 gram hakket svinekød eller kylling
- 2 æg
- 1 dl havregryn
- 1 revet løg
- 1/2 revet squash
- 2 tsk. salt
- Lidt peber

- 4 dl ris
- 6 dl vand
- 1 tsk. salt

Fremgangsmåde

1. Rør kødet sejt med salt
2. Bland alle ingredienserne godt sammen
3. Form farsen til kødboller på størrelse med bordtennisbolde. Brug evt. en ske. Det er en god idé at gøre hænderne (og skeen) våde – så er det nemmere at forme dem
4. Bring ca. 1,5 liter vand i kog i en gryde
5. Kom kødbollerne i det kogende vand og kog dem i ca. 10 min.
6. Kog risene. Skru højt op for risene. Når risene koger, skruer du helt ned på laveste temperatur. Lad risene stå i ca. 20 min under låg, til vandet er forsvundet
7. Kom bollerne i karrysovsen og server med ris og dine yndlings toppings fx mangochutney, koriander, peanuts, kokosflager og æbletern.

Mangochutney – Ingredienser

- 2 æbler
- 1 mango
- Ca. 4 cm frisk ingefær
- 1 chili
- 1 spsk. hvidvinseddike
- 1 spsk. sukker
- Lidt salt
- 1 tsk. olie

Fremgangsmåde

1. Skræl og riv ingefæren fint. Hak chili fint
2. Skær æbler og mango ud i tern
3. Steg ingefær og chili i olien i en gryde
4. Tilsæt de øvrige ingredienser og lad det simre i ca. 20 minutter. Juster evt. konsistensen med vand undervejs
5. Når chutneyen er kogt ind og grøntsagerne er blevet møre, hældes den på glas og afkøles før servering.

Velbekomme!