Efterår lig med hygge og varme retter

Efteråret står afventende og banker på døren. Lige så stille indtræder en ny sæson, og vi kender alle følelsen, hvor solens sidste stråler krampagtigt bliver suget til sig. Men der er nu også noget hel specielt over sæsonen. Begrebet hygge kommer helt til sin ret, og vi tænker straks i baner a la varm kakao, bløde striktrøjer og dampende hjemmelavet suppe i regnvejret. 

Derfor har vi fået lov til at dele en opskrift på en suppe, som giver dig varmen og smager himmelsk. Opskriften er udarbejdet af Anette Hoeg Nielsen, som er indehaver af bloggen madmedgloed.dk - besøg bloggen og bliv inspireret af flere lækre opskrifter.

Hokkaidosuppe toppet med chiliolie, æbletern og grønkålschips til fire personer. 


Ingredienser:

600 g hokkaido (uden kerner) Skrællen kan sagtens spises, hvis den ikke er alt for tyk

250 g gulerod (renset og skåret i grove stykker)

250 g æble (uden kernehus, med skræl og skåret i grove stykker)

200 g løg (renset og skåret i grove stykker)

100 g persillerod (renset og skåret i grove stykker)

4 fed hvidløg (renset og skåret i små skiver)

1,2 l bouillon (vælg en økologisk bouillon uden smagsforstærker)

2 dl røde splitlinser (skyllede)

2 dl kokosmælk

3 spsk kokosolie

2 spsk karry

1 spsk gurkemeje

25-30 g frisk ingefær (renset og skåret i små tern)

4 spsk citronsaft

1/2- 1 tsk Sambal oelek (øko )

Uraffineret salt (smag selv til )

Friskkværnet peber (smag selv til)

Fremgangsmåde:

Kom kokosolien i en gryde og varm den op. Tilsæt karry og gurkemeje, og lad det bruse kortvarigt op. Tilsæt nu løg og hvidløg, og svits til løget er blevet en smule klar i overfladen. Nu tilsættes hokkaido, gulerod, æble, persillerod og ingefær. Vend det hele grundigt i krydderi og kokosolieblandingen. Svits i nogle minutter. Tilsæt nu splitlinserne og vend dem grundigt i grønsagsblandingen. Herefter tilsættes bouillonen. Bring suppen i kog og lad den simre til alle grønsager og splitlinserne er kogt møre.  Blend suppen grundigt. Tilsæt kokosmælk, citronsaft, Sambal Oelek, salt og peber. Brug evt. stavblenderen kortvarig eller rør grundigt med grydeskeen. Nu skal smagen finjusteres. Tilsæt evt. mere salt, friskkværnet peber, citronsaft og Sambal Oelek.

Ved serveringen kan du toppe suppen med chiliolie, grønkålschips, hokkaidochips og småbitte æbletern.

Chiliolie:

1 tsk Sambal Oelek

4- 5 spsk olivenolie

en smule uraffineret salt

Rør det hele grundigt sammen i en lille skål. Tag en ske og dryp det over suppen lige før servering.

Grønkålschips:

6  blade grønkål (ribbede, rensede, skyllet, tørret og plukket i mindre stykker)

3 spsk olivenolie

1 tsk paprika

lidt salt og peber

Bland olie, paprika, salt og peber i en skål. Læg de mindre grønkålsstykker i en skål og hæld oliebladingen over. Fordel nu olieblandingen over grønkålen og massér det hele sammen. Fordel grønkålsstykkerne på et stykke bagepapir og placer dem på en bageplade. Bag det nu i ovnen ved 150 grader i ca. 10-20 min. Det er forskelligt, hvor lang tid det tager, da bladenes tykkelse er forskellige.Tjek og mærk efter på kålstykkerne om de er blevet sprøde.

Du kan også toppe suppen med andre ting. Brug, hvad du har har lyst til. Her er et par forslag: 

- perlespelt, rug eller byg
- kogte og stegte kikærter med paprika og evt lidt røget paprika, salt og peber
- hokkaidochips ( meget tyndt skåret på mandolinjern og stegt på en pande eller i ovn)
- cremolata ( finthakket persille, fintrevet citronskal og helt finthakket hvidløg)

Serveres med noget godt brød.