Mental sundhed

Tænker du over din mentale sundhed?



Af Line Lundgaard Hjerrild og Anne Vrangbæk Kirk


Vi ved, vi skal spise sundt, motionere 30 minutter dagligt og få nok søvn for at få det godt. Alligevel oplever over 400.000 danskere dagligt symptomer på stress. Men hvorfor? Sammen med Professor i mental børnesundhed og almen Medicin, som også er direktør for Center for Sundhedssamarbejde, Carsten Mejer Obel, har vi taget en snak om mental sundhed, og hvorfor vi bør prioritere den på lige fod med vores fysiske helbred.


Hvad er mental sundhed?

Når vi taler om mental sundhed er det mest oplagte at bruge WHO’s definition, som er en tilstand af velbefindende, hvor man udfolder sit potentiale, kan klare hverdagens udfordringer og kan arbejde konstruktivt og produktivt. Men måske det allermest vigtige er, at man bidrager til fællesskabet.

Hvad er forskellen på fysisk og mental sundhed?

Mental sundhed er på mange måder mere centralt for mennesket end for den fysiske sundhed, men begge dele er selvfølgelig vigtige og påvirker hinanden gensidigt. Det er vigtigt at spise varieret, motionere og have en god søvn, men mental sundhed er betinget af en lang række andre forhold – især ens sociale samspil med andre.  

Hvad kan konsekvensen være ved at være mental usund?

Det vil give udslag på både ens fysiske-, psykiske- og sociale sundhed. Vi ser eksempelvis mange, som går ned med stress, må ’kaste håndklædet i ringen’ eller på en anden måde må give op. Ofte har de måske været for optaget af at præstere og har overset nogle symptomer, som både kan være fysiske og psykiske. Påvirkning af søvn, langvarige ændringer i humør, og hvis man begynder at trække sig socialt, er eksempler.

Hvad bør man så gøre for at opretholde sin mentale sundhed?

I forhold til ens mentale sundhed bør man tænke over, hvordan man får skabt sig et godt liv med gode mennesker omkring sig i et godt fællesskab. Det er faktisk noget af det, som styrker ens mentale sundhed allermest. Oplever man nogen af de tegn, som jeg nævnte før, er det en fordel ret tidligt at reflektere over, hvorfor man pludselig oplever disse symptomer. Især kan det være en hjælp at gøre det sammen med andre.

Hvordan kan det være?

Det handler om, at man kan bidrage med noget i et fællesskab og ikke mindst at være efterspurgt. Når folk er på arbejdsmarkedet, indgår de i en relation. Det er oftest, når folk skal pensioneres, at de mister en stor kilde til deres mentale sundhed ved pludselig ikke at blive efterspurgt mere. Mange tænker måske på det for sent. Er man som jeg 53 år, er det en god idé at overveje, hvor man vil kunne bidrage, når man ikke længere er på arbejdsmarkedet – man ved jo ikke, hvordan det går med helbreddet, men gode relationer og engagement i nye fællesskaber vil uanset hvad være en god investering.

Så hvad er dit bedste råd til at styrke den mentale sundhed?

Jeg tror, man skal blive ved med at engagere sig i lærende fællesskaber og lære noget nyt. Mange har glæde af sudoku og golf, men at skabe nye relationer er nok det allervigtigste.

Lever man længere, hvis man har det godt mentalt?

Det er svært at svare sikkert på. Mental sundhed hænger sammen med en række andre forhold, som er knyttet til livslængde. De mennesker som ofte har en god mental sundhed, har typisk flere ressourcer at trække på i udgangspunktet. Men jeg tænker godt, man kan sige, at det er vigtigt for en at engagere sig i sociale fællesskaber. Uanset om det har mest effekt på livslængden eller kvaliteten af livet i længden er det vel godt.