Foredrag og kultur

Kim Larsens univers

Billede af Kim Larsen

En aften i Musikhuset med fokus på den folkekære musiker – med forfatteren Jens Andersen og Kristian la Cour, pianist, komponist & visesanger

Arr.: FOF Aarhus i samarbejde med Musikhuset Aarhus

Mød Jens Andersen denne aften i Musikhuset, hvor han sammen med Kristian la Cour vil tage os med ind i Kim Larsens helt særlige univers. Jens Andersens nye bog ”Kim Larsen – Mine unge år” er fortællingen fra sangerens egen mund, som den er fortalt hjemme ved køkkenbordet. I det sidste halve år før sin død arbejdede Kim Larsen på denne erindringsbog i samarbejde med Jens Andersen.

Kim Larsen fortalte om sin slægt, sine rødder, sin barndom og sin ungdom – hele tiden frem til starten af 1970’erne, da det store gennembrud med Gasolin kom.

De mange timers samtale mellem Kim Larsen og Jens Andersen danner basis for den bog, som med familiens fulde opbakning udkom 4. december 2018 på Politikens Forlag.

Book din billet på www.musikhusetaarhus.dk

Læs mere

Jens Andersen:

”At Kim Larsen og jeg mødtes omkring et bogprojekt, hvor han - som han sagde med glimt i øjet - “helst ville sige sandheden, men det kan jo være svært for en lystløgner”, har været en interessant og berigende oplevelse i det trekvarte år, det stod på. Hver gang sad Larsen klar hjemme i køkkenet i Odense med guitaren, smøgerne og kaffen inden for rækkevidde. Klar til at fortælle.
“Er du også klar J.A.?”, sagde han med et drilagtigt grin.

Jeg tror, at Kim Larsen selv var overrasket over, hvor detaljeret hans livsfortælling blev, som den skred frem. Det var ligesom lag på lag, der pludselig var sat i skred. Det rullede bare derudaf, og det virkede også som om, han blev mere og mere inspireret og undervejs flyttede erindringer over i sit musikalske univers. Hver eneste gang sluttede han vores lange samtaler med en lille dramatisk cliffhanger, så jeg kunne glæde mig til næste gang. Jo, jo, en rigtig spillemand - og en djævleblændt god mundtlig fortæller”.

Jørn Jeppesen, Kim Larsens impresario: ”Jeg har gennem årene fået et utal af henvendelser fra folk, der ville skrive Kims erindringer. Kim gad ikke gå ind i det. Lige indtil Jens Andersen kom ind i billedet, for Kim havde respekt for hans forfatterskab. Kemien mellem dem var perfekt, så Kim gik derefter helhjertet ind i opgaven. Til det sidste ærgrede det Kim, at de ikke nåede at blive færdige med hele fortællingen, men nu færdiggøres bogen i den ånd, som har præget hele samarbejdet. Resten af historien håber både familien og jeg på, at Jens laver senere.”

Kim Hundevadt, forlagschef: ”Kim Larsen har altid sagt nej til at medvirke i bøger, så vi var meget glade og beærede, da han i starten af 2018 svarede positivt på vores forslag om at medvirke i en erindringsbog skrevet af en af Danmarks store biografiforfattere Jens Andersen. Samarbejdet var præget af stor åbenhed og entusiasme fra alle sider, så det er trist, at værket ikke kan fuldendes. De samtaler, som Kim Larsen og Jens Andersen nåede at gennemføre, er dog et unikt materiale, hvor Kim Larsen med egne ord fortæller om sine rødder, og hvad der gjorde ham til den, han var. Den fortælling fortjener at blive udgivet.”

Om Jens Andersen:

Jens Andersen, f. 1955, er dansk litteraturforsker, foredragsholder og forfatter.
Især har Jens Andersen skrevet biografiske værker. Bl.a. er han forfatter til Thit - den sidste valkyrie fra 1990 om Thit Jensen, Dansende stjerne fra 1993 om Tom Kristensen og Til døden os skiller fra 1997 om Tove Ditlevsen.

I 2000 udgav Jens Andersen H.C. Andersens glemte eventyrer – en let modernisering af en række mindre kendte eventyr.
Og i 2003 kom så hans store biografi om H.C. Andersen: ”Andersen; En biografi 1-2”.

I 2014 udgav Jens Andersen den store anmelderroste biografi om Astrid Lindgren, Denne dag, et liv. For denne bog modtog Jens Andersen Politikens Litteraturpris 2015.
Endelig udkom i 2018 biografien Under bjælken. Et portræt af Kronprins Frederik – og altså senest her i december 2018 bogen Kim Larsen – Mine unge år.

Holdoversigt
Hold Nr. Afholdes Sted Foredragsholder   Pris
6844
tir 05-02-19 19:00
Musikhuset
Jens Andersen
1 lekt.
Kr. 250