Fælles fredage

Billede af foredrag på Kulturhøjskole

FÆLLES FREDAGE

Foredragene afholdes fra kl. 9.30 til ca. 11.30. Dørene åbnes kl. 9.00. De afholdes i Fredensgade 36, dog vil foredragene den 8/2 og den 12/4 bliver afholdt på Dokk1, Store Sal.
Fælles udflugt den 26/4 til herregården Bangsbo.

Den 18/1: Richard Strauss’ orkesterværker

v/mag.art Leif V. S. Balthzersen

Richard Strauss er berømt for sin storslåede og farverige musik med værker som f.eks. Don Juan, Till Eulenspiegel, Tod und Verklärung, Also sprach Zarathustra og Alpesymfonien. Leif V. S. Balthzersen har i efteråret 2018 udgivet bogen Richard Strauss' orkesterværker. En guide på Aarhus Universitetsforlag, og han giver i foredraget en introduktion til Strauss' musikalske univers.

Den 24/1: Om billedhuggerkunsten: Hesten i det offentlige rum

v/mag.art. Mette Smed

Hesten har været et vigtigt dyr for menneskene gennem flere tusind år, den kan være magisk, guddommelig, symbol på styrke og kraft, bærer af konger og generaler. I monumenter, som skabes af billedhuggere og stilles op i det offentlige rum, fortælles et samfunds fælles historie. Vi ser på eksempler fra Solvognen til Solhesten, på rytterstatuer og andre heste fra udlandet og Danmark.

Den 1/2: Arkitektur i Aarhus

v/Lars Holleufer, byhistoriker

Højhuse skyder op over alt i Aarhus, og den moderne arkitektur ændrer byens profil og identitet. Man kan næsten føle sig fremmed over for alt det, der sker. I middelalderen var det det store domkirke-byggeri, som dominerede byen, og i 15. 16. og 1700-årene var det bindingsværk og småhuse, der skød op i Latinerkvarteret og langs Møllestien og i Nygade. De første nye udflytterkvarterer i Fredensgade og Øgaderne blev domineret af enkle huse med pudsede facader, og i slutningen af 1800-årene var det Hack Kampmanns pragtbyggeri som Toldboden, Aarhus Teater og Marselisborg Slot, man talte om.

Den 8/2: En kuffert i Berlin – rejse i Merkels Tyskland

v/Lykke Friis, udenrigskorrespondent i Berlin for Berlingske Tidende, tidligere klima- og energiminister og tidligere prorektor på Københavns Universitet

Foredragets titel er også titlen på Lykke Friis’ nyeste bog, der handler om den identitetskrise, som kom til udtryk under den tyske valgkamp. Tysklands mange flygtninge og migranter har skabt usikkerhed om tyskernes egen rejse: Hvor åbent skal Tyskland være, og er landet pga. dets historiske bagage forpligtet til at yde en særlig humanitær indsats? Med afsæt i en længere rejse i Merkels Tyskland giver Lykke Friis denne aften sit bud på Tysklands fremtid og rolle i Europa. Samtidig ser hun nærmere på Mutti-mysteriet: Hvem skal afløse Angela Merkel som kansler, og vil det lykkes Merkel i modsætning til alle forgængerne at forlade statsministeriet med et smil på læben? Lykke Friis trækker naturligvis også på sin egen dansk-tyske baggrund med et ben – eller kuffert, om man vil – i begge lande.
Bemærk: Afholdes på Dokk1, Store Sal.

Den 22/2: Dengang vi var bønder

v/Liv Thomsen, historieformidleren og kendt fra DR-TV’s programmer

Livet var hårdt. Og kort. Dengang vi var bønder. I hvert fald i de første mange hundreder år. Bortset fra enkelte sømænd, præster, og konger levede alle med og af jorden. Også de adelige, der dog lod andre gøre arbejdet for sig. Men så tog udviklingen fat. I dette foredrag fortæller tv-tilrettelægger og historieformidler Liv Thomsen om reformer, demokrati, teknologi, der ændrer alt ude på landet i Danmark

Den 1/3: Komplottet mod Amerika

v/cand.mag. Nick Bo Madsen

Hvad nu hvis … den amerikanske flyverhelt, antisemit og nazi-sympatisør Charles Lindbergh havde vundet det amerikanske præsidentvalg i 1940? Dette skræmmende kontrafaktiske scenarie ruller den amerikanske forfatter Philip Roth ud i sin roman Komplottet mod Amerika (2004). Da den udkom, blev romanen læst som en kritisk kommentar til USA under Bush. Da Donald Trump blev valgt som præsident blev romanen set som en profeti, der på flere områder var blevet en realitet.

Den 8/3: Brexit for begyndere og letøvede

v/Lone Theils, journalist og London-korrespondent for Berlingske og Politiken gennem 16 år. Kommentator om britisk politi og Brexit for bl.a. TV2 News, DR og Radio 24Syv.

Hvorfor vil Storbritannien ud af EU? Tog premierminister David Cameron grueligt fejl? Hvorfor taler tidligere udenrigsminister Boris Johnson om en politisk selvmordsbombevest og kan premierminister May overleve længe nok til at lave en aftale med Bruxelles? Bliv klogere på Storbritannien og hvad der førte til at Storbritannien nu står med det ene ben på vej ud af Europa og hvad der kommer der til at ske nu? 

Den 15/3: Hannah Arendt – frihedens tænker

v/Hans-Jørgen Schanz, professor emeritus, Idéhistorisk Institut, Aarhus Universitet

Foredraget vil fokusere på den tysk-amerikanske tænkers helt unikke frihedstænkning, der stillede hende i opposition til hele traditionens frihedsopfattelser. Endvidere vil foredraget give et vue over hendes forfatterskab og hendes ideer om pluralitet. Hannah Arendt var en af det tyvende århundredes største tænkere – og hun brød stort set med alle vedtagne og traditionelle synspunkter.

Den 22/3: Himmerland i litteraturen – jysk landluft i bøgerne

v/cand.mag. Anne Valbjørn Odgaard

For en gruppe forfattere og kunstnere (Jeppe Aakjær, Martin Andersen Nexø, Johannes V. Jensen og fynsmalerne bl.a.) byder de første 10 år af 1900-tallet på skildringer af hjemegnen og hverdagsmennesket med temaer som slægten, naturen og arbejdet på spil. Ligesådan finder vi en sådan strømning i nyere tid, fra år 2000 ca. og fremefter, bl.a. med Jens Smærup Sørensen: Mærkedage. Hvad er lighederne mellem disse strømninger, og hvordan kommer hjemstavnsdyrkelsen til udtryk i vor tid? Vi dykker ned i Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier og Jens Smærup Sørensens Mærkedage.

Den 29/3: CUBA – Caribiens perle

Foredragsshow med Rasmus Krath, globetrotter, eventyrer og foredragsholder

Rasmus Krath rejser Cuba tyndt og tager publikum med rundt i det både dragende smukke og hårdtprøvede land, som cubanerne kalder Caribiens perle. Med sig selv som indsats opsøger Rasmus det cubanske folk, lytter til deres historier om livet i den kommunistiske nation, der næsten i trods emmer af liv, salsa og løssluppenhed. I foredraget samler Rasmus trådene og præsenterer det nutidige Cuba, mens han trækker bånd tilbage til landets kontroversielle historie.

Den 5/4: Puccini og hans skønne kvinder

v/Vibeke Lundgren Nielsen, pianist og foredragsholder, medarrangør af FOF Aarhus’ operarejser

Næsten alle Puccinis operaer bærer en kvindes navn. Der er den kærlighedsfulde “Madame Butterfly” med sin urimeligt tragiske skæbne. Tosca, den stolte operadiva, som med sin revolutionære kæreste og den skurkagtige politichef, involveres i en grusom historie. Minna, “Pigen fra Vesten”, som trodser den barske tilværelse i en californisk mineby - og mange flere... Puccinis eget liv var både farverigt og dramatisk. Hans operaer har det hele – kunst, religion, politik, kærlighed, had, brutalitet og sødme, og Puccini omsætter det psykologiske i mesterligt klingende personkarakteristikker. I foredraget vil jeg fortælle lidt om Puccinis liv og operaer og belyse nogle af personernes karakterer gennem musikeksempler.

Den 12/4: En retsmediciners hverdag

v/Hans Petter Hougen, professor i retsmedicin, dr.med.

Retsmediciner Hans Petter Hougen er netop nu bogaktuel i samtalebogen “De 7 Dødssynder”, hvor han sammen med tidligere drabschef Bent Isager-Nielsen taler om livet, døden og om hvorfor ondskab findes i os alle. I foredraget kommer tilhørerne med ind på obduktionsgangene og hører om retsmediciner Hans Petter Hougens mangeårige arbejde. I over 40 år i kittel og med skalpel har Hougen hjulpet politiet med at opklare utallige kriminalsager. Hvor selv små spor på de døde kan hjælpe de levende med at forstå, hvad der er sket. Alt sammen fortalt i stor respekt for de afdøde og med en afbalanceret humor. 
Bemærk: Afholdes på Dokk1, Store Sal.

Den 26/4: Fælles udflugt til herregården Bangsbo, Nordjylland 

Turledere: cand.mag. Steen Ivan Hansen og cand.mag. Nick Bo Madsen

Bangsbo er en smuk gammel hovedgård, hvor udstillingerne både fortæller om stedets store litterære periode med Bangsbokredsen, om besættelsestiden og om søfart med Allingåskibet som hovedattraktion. Nærmere praktisk information om pris m.m. oplyses senere.

Gæster ved foredragene
Pris for deltagelse er 100 kr. pr. foredrag. Gæster kan deltage ved foredrag, der afholdes på Dokk1.
Tilmelding af gæster skal ske ved forhåndstilmelding i receptionen hos FOF Aarhus i Fredensgade 36 i god tid før foredraget. Oplys venligst holdnr.: 276893.

 

Fælles fredage er en del af Kulturhøjskolen