Foredrag og kultur

Kunsttur til Skagens Museum

På Skagen Museum arrangeres en udstilling af Michael Anchers malerier med kvinder som motiv. Det er nogle af hans smukkeste billeder, hvor han maler sin familie, Anna, Helga, gamle fru Brøndum, han maler portrætter, og han maler billeder med Skagenspiger som modeller. På vejen til Skagen gør vi ophold i Sæby for at besøge kirken, som er rigt dekoreret med kalkmalerier og har et fornemt inventar, blandt andet en Mariatavle fra omkring 1500.
Vi spiser frokost på Brøndums hotel og besøger Skagen Museum med særudstillingen og den faste samling. Der kan også blive tid til en tur i Skagen på egen hånd.