Billede af bl.a. doula, Lisbeth Priskorn med en nyfødt

Hvad er en doula?

Lisbeth Priskorn er uddannet doula, og fortæller her om, hvad det indebærer.

Doulaens vigtigste opgave er at støtte og hjælpe den gravide kvinde og parret op til og under fødslen af deres barn. En doula forbereder og vejleder således parret inden fødslen, så de er forberedt på forløbet – og også på det uforudsete. Som oftest har doulaen selv erfaring med at føde og kender derfor alle følelserne omkring graviditet, fødsel og forældreskab.

Fødselsuniverset kan for mange være en jungle at finde rundt i. Med erfaring, viden og empati hjælper doulaen – som en ’usynlig’ hjælper – med at navigere rundt i det, så parret kender til veje og omveje, og de føler sig klar til at tage stilling og vælge de bedste løsninger.

I dag er fødselsuniverset ikke nemt at gennemskue, da der ofte vises et forkert billede på bl.a. de sociale medier. Nederlagsoplevelserne på sociale medier skaber utryghed og usikkerhed over for både graviditeten, fødslen og forældreskabet. Kvinderne stiler efter perfektionisme, men hvis fødselsforløbet ikke går som planlagt, kan det hurtigt knække. Og her hjælper doulaen.

En doula kan derfor være en anbefalelsesværdig støtte både før, under og efter fødslen. Læs mere om at være doula på www.doulauddannelsen.dk

Doulaens opgaver er at:

- Tilføre viden om såvel fysiske som psykiske aspekter ved graviditet og fødsel
- Hjælpe parret til at afsøge ”blinde pletter”, som kan være hæmmende og få dem gjort håndterbare
- Sætte lys på det kommende forældreskab – relationer og forventninger
- Være støttende med forskellige typer lindring før og under fødslen: rebozo, massage og akupressur
- Advokere for parrets ønsker på fødestuen og sikre at samarbejdet med det professionelle personale fungerer
- Tale fødslen grundigt igennem og dermed hjælpe til en bedst mulig begyndelse på forældreskabet
- Støtte til amning.

Har du lyst til at høre mere om doulaens arbejde, og søge råd hos Lisbeth, så kan du møde hende hos FOF Aarhus. Læs mere her.