FOF INSPIRATION

Et røgfrit liv

Billede af Lone og John på rygestopkursus

"Ingen grund til at trække det ud!"



Af Mathilde Fugl


Når man som 55-årige Lone og John Jensen har røget i henholdsvis 37 og 40 år, bliver der alt andet lige opbygget nogle vaner og rutiner, som kan gøre et rygestopforløb udfordrende. For hvad skal nu udfylde de små pauser – og til tider et socialt samvær – som cigaretten udfyldte?

Rygning var en fælles gøren om morgenen, i pauserne på jobbene, igen til aftenkaffen og mere til fester og andre sociale sammenhænge. Det var ikke ualmindeligt, at parret røg en pakke hver om dagen. Følgevirkningerne var de bekendte med, og parrets børn havde også påpeget det overfor dem, forklarer Lone. Det var dog vigtigt for dem, at de selv tog beslutningen om at kvitte smøgerne, og at deres forløb lå forskudt af hinanden, ”da det var en individuel beslutning, som vi hver især skulle håndtere”, fortæller Lone.

I januar 2019 startede John på et rygestopforløb gennem Folkesundhed Aarhus. Årsagen hertil skyldtes udelukkende helbredet, forklarer han: ”Jeg valgte at stoppe på grund af mit helbred. Jeg har døjet med astma i mange år, forhøjet blodtryk og kolesteroltal. Sidste år oplevede jeg også, at min krop producerede for mange røde blodlegemer, der ifølge lægen skyldtes rygningen. Min læge havde også påpeget min rygning i forhold til min astma.”

Efter første konsultation var motivationen høj, og John kvittede tobakken med det samme, for som han fortæller, var der ”ingen grund til at trække det ud”. Med hjælp fra plaster og sugetabletter var rygetrangen væk på få dage. En måned senere gik Lone i gang med samme forløb. Plasteret smed hun efter nogle uger og trappede derefter ned på tabletterne.

Forløbene var nemmere end de havde forventet, og har resulteret i markante helbredsmæssige forbedringer, fortæller de: ”Min astma er blevet bedre – der er sket en forbedring i mine pusteprøver, og min lugte- og smagssans er kommet tilbage. Det er utrolig, hvor meget rygning påvirker ens lugte- og smagssans. Det ved jeg nu”, beretter John om. Det samme gør sig gældende for Lone, da hun også har fået sin lugte- og smagssans tilbage. Derudover er hun sluppet af med sin tobakshoste og har generelt ingen trang til at ryge mere: ”Jeg bryder mig faktisk ikke om lugten af tobak.”

I dag lever parret et røgfrit liv.

Ønsker du også at gøre dig fri af cigaretterne, så tilbyder Folkesundhed Aarhus i samarbejde med FOF Aarhus gratis rygestopforløb. Tag kontrol over eget liv - tilmeld dig i dag.