Foredrag og kultur

Kirsten Lehfeldt: Om karriere og privatliv

Billede af Kirsten Lehfeldt, bogforside til biografi af Jacob Wendt Jensen

I kølvandet på bestselleren Kirsten Lehfeldt – en biografi af Jacob Wendt Jensen byder vi nu på et møde med skuespiller og komiker Kirsten Lehfeldt, der fortæller om fem årtier i showbusiness - om hvad der foregik både på scenen, i kulisserne og derhjemme.

Gennem fem årtier har Kirsten Lehfeldt gjort sig bemærket som en af landets dygtigste skuespillere i både teater, film, tv-serier og inden for satire og humor. Nu fortæller hun åbenhjertigt om sit kald som skuespiller, om succeser og fiaskoer og om gangen på jord som menneske, mor og mormor. Om at være både købmand, legebarn og udpræget levemenneske.

Kom med bag kulisserne på kaotiske optagelser til den store filmsucces Flamberede hjerter, skabelsen af en perlerække af teaterstykker og comedy med Søs & Kirsten. Duoen har skabt banebrydende shows på scenen, og de er kvinderne bag tv-serien Kongeriget, der var et nybrud i blandingen mellem komik og reality-tv. Den første danske kvindelige komikerduo har i det hele taget banet vejen for andre morsomme kvinder. Uden Søs & Kirsten ingen Carsten og Helge eller Ditte og Louise.

Kirsten Lehfeldt åbner også døren ind til mere ukendte sider af sin blanding af alsidigt skuespillertalent, familieoverhoved og menneske med healerevner. Det er da fint nok med både en Bodil-statuette og en Henkel-pris, som hun siger, men familien vil altid komme i første række.

Forfatter Jacob Wendt Jensen er ordstyrer og interviewer Kirsten Lehfeldt på scenen. Han har tidligere blandt andet skrevet bestselleren Lise Nørgaard – de første 100 år og biografier om Victor Borge og Ove Sprogøe.

Arrangør: FOF Aarhus i samarbejde med Dokk1.

Holdoversigt
Hold Nr. Afholdes Sted Foredragsholder   Pris
6816
tir 24-03-20 19:00
Dokk1
Kirsten Lehfeldt
1 lekt.
Kr. 195