Foredrag

Tirsdagsgæsten

Vi har også dette forår inviteret en række professionelle og inspirerende tirsdagsgæster på besøg i Kilden, så de kan tage os med på en kulturel karruseltur - tilsat kaffe og kage midtvejs.
Tirsdagsgæsten kan købes enkeltvis eller samlet.

Tirsdag den 2. april
Et arbejdsliv på iskanten
Havbiolog, ekspeditionsleder, journalist Cecilia Vanman

Cecilia Vanman giver os indblik i et unikt arbejdsliv som ekspeditionsleder og havpattedyrbiolog ved iskanten i Antarktis. Vi tager med på en spændende filmekspedition på jagt efter hvalrosser, hvidhvaler og narhvaler ved 76. breddegrad i Canada. Vi rejser i fodsporene på legendariske opdagelsesrejsende igennem den mystiske Nordvestpassage og møder udfordrende storme, isbjørne og overvældende natur i den arktiske ødemark, og vi er med, når havisen knager faretruende under flyverens landingsstel og stormbølgerne vælter ind over forskningsskibets stævn.

Tirsdag den 9. april
Cuba - Caribiens perle
Professionel eventyrer og foredragsholder Rasmus Krath
                                                                                                                                                                        
 Rasmus Krath rejser Cuba tyndt og tager os med rundt i det både dragende smukke og hårdtprøvede land, som cubanerne kalder Caribiens perle. Rasmus opsøger det cubanske folk og lytter til deres historier om livet i den kommunistiske nation, der næsten i trods emmer af liv, salsa og løssluppenhed. Rasmus præsenterer det nutidige Cuba, mens han trækker tråde tilbage til landets kontroversielle historie, hvor Fidel Castro formåede at vinde over USA ved det berømte slag i Svinebugten i 1961. En sejr der gav Castro den opbakning fra cubanerne, som banede vej for Castro-familiens næsten 60 års lange jerngreb om landet. Et greb der nu, med indsættelsen af en ny præsident i 2018, er afsluttet. Rasmus spørger cubanerne: Hvordan er det at leve i Cuba uden Castro?

Tirsdag den 23. april
Anekdoter fra De skrå Brædder
Teaterformidler Lars Halby

Lars Halby er opera- og teaterformidler og en eminent rundviser i Operaen, Skuespilhuset og Det Kgl. Teater samt Det Ny Teater. Derudover er Lars tilknyttet adskillige andre teatre som formidler og skuespiller i mindre roller. Vi skal høre Lars fortælle om de personligheder, han har mødt i teaterverdenen og om hans eget mangeartede arbejdsliv. 

Tirsdag den 7. maj
Hospitalsklovnens arbejde - hos syge børn og ældre med demens
Sygeplejerske og hospitalsklovn Lene Kragh
                                                                                                                                                     
At sprede smil og glæde hos syge børn er en vigtig del af Lene Kraghs arbejde som hospitalsklovnen Liva på bl.a. Odense Universitetshospital og Rigshospitalet. Når hospitalsklovnen træder ind på hospitalsstuen, træder sygdommen i baggrunden, og klovnen forvandler hospitalsstuen til et hjerterum fyldt med leg og magi. Hospitalsklovnen skaber sammen med barnet et univers, hvor alt er muligt. Vi får indsigt i teorierne bag hospitalsklovnetanken - og med illustrative eksempler og beskrivelse af en hjertesag kommer vi ind på respekt, etik og adfærd omkring syge børn og skrøbelige ældre.

Tirsdag den 14. maj
Vi synger foråret ind
Komponist, kapelmester og musiker Bodil Heister

Vi synger forårssange med Bodil Heister, der blev landskendt, da hun komponerede musikken til den meget populære TV-julekalender "Jul på Slottet". Hun har komponeret musik til en række film, teaterstykker og revyer, litterære cabaret'er samt en familieopera. Hun har medvirket som kapelmester og musiker ved en stribe af landets teatre, komponeret musik til H.C. Andersens digte, sat ny musik til Bellmans salmer og komponeret TV-vignetter. Hun er redaktør for bladet "Kapelmesteren", og desuden underviser hun i musik og rytmik på Det Kg. Teaters Balletskole.