Skip to content

Det skal være trygt for dig at gå på aftenskole - se retningslinjerne for Covid-19

Retningslinjer ifm. Covid-19

anmeldelse

En samtale mellem Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft - "Du store verden"

Du store verden - en samtale mellem Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft

Af Johan Knud Vad Knudsen, studerende på historie og engelsk, Aarhus Universitet

 

Mette Frederiksen, Danmarks statsminister, har i disse dage været til NATO-topmøde. Her har hun indvilget i, at Danmark vil bidrage med flere fly til NATO-samarbejdet, og har der-med bekræftet Danmarks aktive udenrigspolitik. Topmødets store samtaleemne – tilsyneladende også blandt andre verdensledere som franske Macron og canadiske Trudeau – var dog nok engang den amerikanske præsident, Donald Trump. Meget er sagt og skrevet om den gode Trump. Ikke en dag går, uden at han selv eller mere eller mindre kvalificerede eksperter udtaler sig om ham.

 

Politiske grand old men

Det skal dog ikke handle om Donald Trump i denne anmeldelse, men snarere de herhjemme, der udtaler sig om ham. Og andre udenrigspolitiske emner. Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft er to af dansk politiks grand old men. Begge har en lang karriere bag sig som aktive i dansk politik, begge har været formænd for hver deres store, danske parti (hhv. Venstre og Socialdemokratiet), og begge har været udenrigsministre. Få er bedre eller mere ivrige til at udtale sig om verdens tilstand end de to. De har gjort det i det berømte tv-program på TV2. De har også skrevet bøger, og det netop en sådan, der dannede udgangspunkt for den samtale, de to havde i Aarhus den 26. november.

 

Verdenssituationen drøftes

Konceptet var ganske simpelt. Ellemann og Lykketoft. Ingen ordstyrer. Man kunne frygte, at en sådan samtale uden ordstyrer ville løbe af sporet. Det var dog ingenlunde tilfældet. De to var gode til at give hinanden taletid, og det var tydeligt at mærke, at de begge er enormt rutinerede talere. Skulle man sige noget, var det måske, at de to næsten var for gode ved hinanden! Og lidt for enige. De tilhørende kunne læne sig tilbage i første halvdel og nyde kloge mænd udfolde sig. I anden halvdel tog Ellemann og Lykketoft mod spørgsmål. Mange emner blev dækket denne aften: Trump og USA, Kina og Hong Kong, Kina og Uighurerne, Nordkorea, Syrien, Israel og Palæstina m.v. De to herrer var gode til at svare for sig. Generelt blev mange af verdens problemer italesat, og det blev til tider lidt fremtidsdystert. Lykketoft kaldte sig selv "realistisk optimist", og udpegede i denne ombæring klimaet som den største af verdens udfordringer. Til gengæld var tonen dog klar fra de to: Skal problemerne løses, skal det gøres i fællesskab. Især Europa må arbejde sammen. Som Lykketoft sagde det: Der er intet land i Europa, der alene er stort nok til at være en betydningsfuld spiller i verden. Vi må arbejde sammen. Denne formaning gjorde undertegnede anmelder glad.

Foredrag: Du store verden - v. Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft
Tid: Tirsdag d. 26. november 2019 kl. 19.00
Sted: VIA Campus, Aarhus C
Arrangør: FOF Aarhus

 

Billede af FOF Aarhus anmelder Johan Knud Vad Knudsen

 

Om foredragets anmelder

Hej! Jeg hedder Johan Knud Vad Knudsen, og jeg læser historie med tilvalg i engelsk på Aarhus Universitet. Jeg er med i FOF Aarhus anmelderkorps, fordi det giver mig en dejlig mulighed for at høre en masse spændende foredrag, der gør mig klogere på verden. I min fritid er jeg bl.a. rundviser på museet Kongernes Jelling. Jeg bruger desuden mange gode timer på at sidde i bestyrelsen for Rødding Højskoles Elevforening. Fodbold er min store passion, og jeg elsker både at spille og følge med. Det bedste, jeg ved, er dog at være sammen med min dejlige familie og skønne venner.