Skip to content
Billede af forfatter, langturssejler og foredragsholder Troels Kløvedal og en sejlbåd

anmeldelse

Kløvedal-aften på Naturhistorisk Museum - HAVET

Hele livet handler om fællesskaber, resten er bare parenteser

Af FOF-anmelder Cecilie Liv Rasmussen, cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt filosofi, Aarhus Universitet

Fra Thyborøn til Tahiti

Naturhistorisk Museums nyeste udstilling hedder Frihedens Værksted. Den handler om og er lavet i samarbejde med Troels Kløvedal, som igennem sit liv blev et af vores kæreste folkeeje. Hippien med ridderkorset beskrives fra barnsben udi voksenlivet, hvor han var medstifter af kollektivet Maos Lyst. Maos Lyst var dog ikke det eneste kollektiv han skabte, for i 1967 købte han det berømte stålskib Nordkaperen, der skulle vise sig at blive et flydende kollektiv med over 1000 passagerer igennem tiden - måske endda verdens største kollektiv på verdens færreste kvadratmeter?

I udstillingen går man side om side med hinanden og oplever Kløvedals liv gennem tekst, skibsmodeller, landkort, sekstanter, eksotiske figurer, drømmebilleder i en lille biograf og de smukkeste og mest akkurate Hans Krull malerier. I udstillingen er der en særlig ro og en stille summen af store fortællinger om udlængsel, hjemlængsel og fællesskaber.

 

Samtalen om havet

Efter en time i udstillingen blev man denne aften budt på vin - blot en dejlig parentes i vores fælles oplevelse. Derefter fulgtes en god times samtale om havet.
Museumsdirektør Bo Skaarup præsenterede fire mennesker med hver sin særlige tilknytning til havet; Jonas Bergsøe (kaptajn og eventyrer), Asger N. Christensen (historiker), Lars S. Kirkegaard (fotograf og dykker) og Signe Brokjær (projektkoordinator på havformidlingsprojektet Hovedet i Havet). De fire fortalte om sig selv og blev på den måde samtaleemne for publikum. Samtalen tog form efter spørgsmål som: ”Hvilken støbning skal man være af for at være sømand?”, ”hvordan har havet det egentligt?” og ”bør jeg sejle ud i verden eller blive hjemme og udfylde min plads?”.
Det er svært at sige, hvad Troels Kløvedal selv ville have syntes om denne aften, men hvis missionen var fællesskaber, så er det ikke uden et lille smil, at man kan konstatere, at det lykkedes ham at skabe ringe i vandet.

 

 

Foredrag: Kløvedal-aften: HAVET - v. Bo Skaarup m.fl.
Tid: Tirsdag d. 15. januar 2019 kl. 19.00
Sted: Naturhistorisk Museum
Arrangør: Naturhistorisk Museum, Eventyrernes Klub og FOF Aarhus med støtte fra Nordea Fonden og SparNord Fonden.

 

Billede af FOF Aarhus anmelder Cecilie Rasmussen

 

Om foredragets anmelder

Hej! Jeg hedder Cecilie Liv Rasmussen, og jeg arbejder som jobkonsulent. Jeg er med i FOF Aarhus anmelderkorps, fordi jeg nyder FOF’s kulturelle arrangementer. Jeg elsker at skrive, og anmelderkorpset giver mig også god mulighed for at dyrke det. Desuden giver det for mig mening at støtte op om et tiltag som FOF ved at være frivillig. I min fritid elsker jeg at forbruge kultur.