Foredrag og Debatarrangementer

Mette Gammelgaard

Det er en helt særlig oplevelse at være nær ved et menneske, der ligger på det yderste af sit liv. Det kan også være en meget voldsom oplevelse, der er behæftet med megen tvivl og fortvivlelse, som kan bunde i, at man ikke rigtig ved hvad der sker og kan ske. 

Denne aften fortæller hospicesygeplejerske Mette Gammelgaard om livet på hospice. Hun viser billeder fra Hospice Djursland og fortæller om hospice som idé, kriterierne for at komme på hospice, hvordan hospice er et sted, hvor livsglæden og værdigheden har plads, og om hvordan hun oplever at arbejde et sted, hvor døden indfinder sig 3-4 gange om ugen. 

Mette Gammelgaard har været sygeplejerske i 20 år og har tilbragt alle de faglige år blandt alvorligt syge og døende - de sidste 8 år på Hospice Djursland. Der bliver rig lejlighed til at stille spørgsmål og få en god snak om hvordan man kan bidrage til at gøre den sidste tid til en leveværdig tid for sin nære. 

Foredraget tilbydes i samarbejde med og på Hospice Djursland. I prisen er inkluderet kaffe/te og kage.

FOF Djursland afholder Sidstehjælpskursus, lørdag 7. oktober kl.12.30 - 16.30 på Hospice Djursland. 

Læs mere her