Foredrag og debat

Litteraturhøjskole - februar

Vandringer i James Joyces Dublin 

Med romanen Ulysses (1922) skabte den irske forfatter James Joyce (1882-1941) et af de absolutte hovedværker i verdenslitteraturen. Ulysses er både en skildring af det moderne storbymenneske og af hverdagsmennesket til alle tider. For at få denne dobbelthed frem gør Joyce på fascinerende vis brug af Homers Odyssé. 
Vi følger hovedpersonens, Leopold Blooms, vandring igennem Dublin den 16. juni 1904, og i dette døgn sker alt og alligevel ingenting. Vi møder også hans kone, sangerinden Molly, og den unge Stephen Dedalus, som kommer i et sønligt forhold til ægteparret Bloom. Romanen skildrer ofte personerne indefra igennem den såkaldte stream of consciousness (bevidsthedsstrøm).
På kurset går en redegørelse for romanens helheder hånd i hånd med nærlæsninger, idet Frantz Leander Hansen første gang giver et overblik over hele romanen, mens han de to følgende gange analyserer kapitlerne 8 og 18. Romanen forudsættes ikke læst, men man må meget gerne læse kapitlerne 8 og 18, som Frantz Leander Hansen gennemgår. 
Vi anvender den nye oversættelse ved Karsten Sand Iversen, Rosinante 2014, som findes i stort antal på landets biblioteker. NB: Bestil i god tid!

Programmet:

Søndag d. 25/2, kl. 15.00-17.15: Overblik over Ulysses.
Mandag d. 26/2, kl. 10.00-12.15: Analyse af kapitel 8, Leopold Blooms bevidsthedsstrøm. 
Tirsdag d. 27/2, Kl. 10.00-12.15: Analyse af kapitel 18, Molly Blooms bevidsthedsstrøm. 

NB: Bemærk at det om søndagen er med start kl. 15.00, mens det mandag og tirsdag er med start kl. 10.00.