TURE og OPLEVELSER

Politigården

Rundvisning i Politigården, Kbh.

Københavns Politigård (Politigården), opført 1918-24, udgør hovedkvarteret for Københavns Politi. Bygningen huser bl.a. administration, ledelse, beredskabsafdelingen og radiotjenesten.

Hovedarkitekten bag den imponerende bygning i nyklassicistisk stil var Hack Kampmann. Bygningen er kendt som den sidst opførte nyklassisistiske bygning i Nordeuropa. Indvendigt er bygningen inspireret af den sydeuropæiske renæssance samt barokkens arkitektur. Hertil kommer mange fine detaljer i bygningen inspireret af antikt romersk kunsthåndværk og moderne art deco. Bygningens ydre skulle stå hårdt og afvisende over for omgivelserne, derfor åbnes alle vinduer også indad for ikke at bryde facaden.

Den runde gård er på 1615 m² og er Aage Rafns idé, med inspiration fra Pantheon i Rom og fra den mauriske fæstning Karl 5.s palads i Alhambra. Søjlerne, der er opført i fransk kalksten (Vaurain), har den styrke, der skal til for at bære etagerne over. Gangen på tredje sal blev lagt bag ved en balustrade, hvorved Rafn brød gårdens/cylinderens sider og dermed modvirkede fornemmelsen af, at man opholder sig i en skakt. Alle facader i den runde gård og gulvet i kolonnaden er beklædt med donaukalksten, mens gårdens store runde gulvflade er beklædt med fliser af dansk faxekalksten.

Den firkantede gård er på 537 m² og er også opført efter Rafns idé. Den firkantede gård er Politigårdens centrale rum. 

Som afslutning på Politigårdens hovedakse er der i Mindegården en stor niche, hvor bronzestatuen "Slangedræberen" er placeret. Den fire meter høje "Slangedræberen" er skabt af kunstneren Einar Utzon-Frank, og motivet symboliserer det godes kamp mod det onde. 

Den lange forhal ved politidirektørens kontor er udformet som en spansk klostergang, og der knytter sig en særpræget historie til det meget specielle svastikamønstrede terrazzogulv i forhallen. Mønstret er tegnet af en italiensk terrazzokunster. Ved indgangen til forkontoret prydes døren af en kæmpemæssig muslingeskal, der er næsten lige så høj som selve døren, som fra gulv til loft er indfattet i blågrøn marmor. Muslingeskallen skal symbolisere "ubøjeligheden".

Parolesalen benyttes i dag som mødelokale og tjener samtidig som bibliotek for Københavns Politi. I loftet hænger to af Poul Henningsens klyngelamper. Det er lidt "skæbnens ironi", at PH's lamper pryder lokalet, idet PH var en af de største kritikere af såvel Politigårdens arkitektur som bygningens udsmykning. 

Mindevæggen for faldne politifolk under 2. verdenskrig blev afsløret den 19. september 1947 i Mindegården. Den bærer navnene på de 157 politifolk, der satte livet til under besættelsen, eller som døde under og efter ophold i de tyske koncentrationslejre. 

Mødested: Ved Hovedindgangen (ud mod Falckhuset). Turen starter kl. 17:00 (Bemærk at andet tidspunkt har været annonceret).

Vær opmærksom på, at man før man kommer ind skal gennemgå et sikkerhedscheck. Man kan heller ikke "stå af" under rundvisningen.


Holdoversigt
Hold Nr. Start Sted Underviser   Pris
18013
tor 25-10-18 17:00
Politigården
Lokal Omviser
1 lekt.
Kr. 175