Foredrag, koncerter og rejser

Chris MacDonald

Trivsel og vitalitet

Videnskaben har vist os, at visse faktorer ikke er til forhandling, hvis vi vil skabe trivsel og vitalitet. I dette inspirerende og tankevækkende foredrag fortæller Chris MacDonald passioneret om, hvordan vi som individer og organisationer kan forbedre vores chancer for både at præstere og have det godt.

I en tid hvor high performance, omstillingsparat, robusthed og resiliens diskuteres, taler Chris MacDonald varmt for det gode og enkle danske ord, som sammenfatter alle disse koncepter. Nemlig ordet sund. Han har brugt år på at studere og forstå videnskaben i menneskets biologi, psykiske og sociale trivsel og med udgangspunkt heri, samt al den erfaring Chris har opbygget, spørger han i foredraget, om det vigtigste ikke i virkeligheden er, om vi føler os sunde i det, vi laver? Og lige så vigtigt: Om vores virksomhedskultur er det?

Svarene finder han i videnskaben om menneskets hjerne og biologi, og han deler i dette foredrag de fire kerneområder, som vi i dag har identificeret som afgørende for performance og vitalitet: Energihåndtering (herunder stressbalance), positive konstruktive relationer, mental indstilling og kultur.

De fire faktorer er ikke til forhandling, hvis vi som personer og virksomheder vil øge vores chancer for at præstere. Og måske vigtigere endnu: For at trives, mens vi gør det.