Skraldespand

En overlever fra Auschwitz fortæller sin historie

En overlever fra Auschwitz fortæller sin historie

Da den nu 93-årige Arlette Andersen fra Fredericia, vendte hjem til sin hjemby Paris i maj 1945, var hun kun optaget af én ting - at komme i gang med at leve et normalt liv.

Efter at have overlevet ét års fangenskab i nazisternes berygtede udryddelseslejr Auschwitz, samt to dødsmarcher, skulle halvandet års grusomheder gemmes væk i erindringen.

I 45 år holdt Arlette Andersen sin historie for sig selv, indtil flere politikere og historikere begyndte at argumentere for, at Holocaust og gaskamrene i Auschwitz blot var detaljer i verdenshistorien. 

I 1990 valgte Arlette Andersen at indvie omverdenen i sin historie om at overleve Auschwitz. Èt foredrag blev til flere, og igennem to-et-halvt årti har hun holdt 426 foredrag, primært til unge mennesker på skoler og gymnasier. Næsten 100.000 mennesker har hørt hendes historie om at være en del af det industrialiserede massemord på seks millioner jøder under Anden Verdenskrig.

Takket være denne foredragsvirksomhed har der været et unikt grundlag for at producere en dokumentarfilm om Arlette Andersens historie. Det er Kvist Film, der står bag filmen, Arlette - en historie, vi aldrig må glemme og filmen havde premiere i biograferne i maj 2017. 

Foredraget handler om filmen og om arbejdet bag, men også om Arlettes foredragsvirksomhed, og ikke mindst, hvad vi kan bruge Arlettes historie til i dag. Missionen bag Arlette Andersens mange foredrag har altid været: Vi må aldrig glemme Auschwitz og Holocaust. Der vil blandt andet blive vist uddrag fra filmen, men også vist andet ekstramateriale fra filmarbejdet.