Hundetræning | friluftsliv | jagt m.m

Jagttegn - det nye Golf

Jagt - det ny Golf

Den moderne måde at få nye netværk på, er ved at gå på jagt. Det kræver jagttegn og på kurset undervises i det lovpligtige stof til både den teoretiske og praktiske del af jagtprøven. Udover en del teori vil der også være færdsel i terræn og skydning til lerduer.

Jagt er i dag ikke noget, der går i arv, men i høj grad en livsstil for folk, der bruger det til at få nye netværk. Trenden ”fra jord til bord” og udsendelser om Bonderøven m.fl. styrker vores interesse for naturen, det simple liv og ikke mindst vores bevidsthed om, hvad vi spiser. Dyrevelfærd, økologi og bæredygtighed er meget oppe i tiden og styrker vores ønske om at vide mere om naturen. Jagt er en naturlig del af naturens kredsløb og ikke mindst en vigtig brik i naturforvaltningen, både i Danmark, den vestlige verden og i mange udviklingslande. Vildt er en vigtig og nødvendig fødekilde i store dele af verden, og selv om det ikke er en nødvendighed i Danmark, så er det både velsmagende og magert.

I samarbejde med Horsensegnens Strand- & Landjægere tilbyder vi et kursus, der fører frem til den obligatoriske jagtprøve.

Grundlaget for kurset er lærebogen ”Vildt og jagt i Danmark” og omhandler emnerne vildtkendskab, hvor man skal lære at kende de forskellige pattedyr og fugle fra hinanden og have kendskab til yngleforhold m.v. Jagtlov, hvor man skal lære om hvor, hvornår og hvordan vi må drive jagt.

Våbenkendskab, hvor der ses nærmere på haglgeværer og rifler. Jagtformer og sikkerhed, hvor det drejer sig om, hvordan vi driver jagt og hvordan vi gør det uden risiko for os selv og andre. En del af kurset omhandler sikkerhed ved færdsel med skydevåben i terræn og afstandsbedømmelse til 6 vildtfigurer. Derudover skal der skydes til mindst 50 lerduer.

Kurset løber over 18 gange, hvoraf de 13 gange er teori (onsdag aften) og 5 er praktisk våbenbehandling og skydning (lørdag formiddag) i februar / marts måned (lørdage oplyses på kurset).

Bemærk: Der skal påregnes udgifter til lærebogen, lerduer og patroner, m.v.

Læs mere om jagt, jagttegn og vejen til at komme på jagt, på www.mitjagttegn.dk.

Holdoversigt
Hold Nr. Start Sted Underviser   Pris
190800
ons 16-01-19 19:00
Horsens
Rasmus Mazanti
18 gange
Kr. 1995