Foredrag og debatarrangementer

"Godaften, Mr. President"

Caspar Phillipson

Skuespiller Caspar Phillipson fortæller underholdende og informativt om at spille klodens mægtigste mand, USA's præsident John F. Kennedy.

I erkendelse af, at der var en vis fysisk lighed med Kennedy-klanen, havde Caspar Phillipson i nogle år interesseret sig for den helt særlige dialekt de talte - så da der var bud efter en JFK til Hollywood-filmen ”Jackie”, viste det sig oplagt, at den danske skuespiller pludselig stod på et enormt film-set med Oscar-vinder Natalie Portman samt et væld af eminente filmfolk fra den internationale scene.

Især i USA har det vakt genklang, at der her er en skuespiller, der kan personificere amerikanernes måske mest elskede og savnede præsident. Filmen har vist sig at åbne døre til nye spændende udfordringer; både i Kennedy-sammenhæng og i Hollywood i det hele taget.

I dette foredrag fortæller Caspar Phillipson om at spille og være JFK - både som skuespilleren der skal sætte sig ind i denne komplekse mand, men også som den præsident han var, baseret på den indgående research som forberedelse til rollen.

Kom med bag kameraet på et ikonisk film-set. Hør om kollegerne, diamanterne og hvordan det er at være i gallapremierens blitz-lys. Og få et indblik i almindelige amerikanere som alle vil fortælle om netop deres forhold til præsidenten JFK.

Casper Phillipson giver ind imellem uddrag af enkelte af præsidentens visionære taler.