Foredrag og debat

Fra mit liv

Kristian Bech

Et møde med engagerede mennesker, der generøst fortæller om deres liv og det, de brænder for.

17/9 Fra bådflygtning til grundlægger af LêLê-koncernen

Anh Lê er grundlægger og medejer af LêLê-koncernen i København. Hun har skrevet tre kogebøger om vietnamesisk mad og optræder jævnligt som gæstekok i Go’Morgen Danmark. Anh Lê kom til Danmark som bådflygtning sammen med sin familie i 1979. De slog sig først ned i det nordjyske, men er siden alle rykket til hovedstaden, da den første LêLê-restaurant åbnede i 2003. Hør Anh Lês gribende historie fra bådflygtning til grundlægger af LêLê.

22/10 Opera i guldalderens København

I begyndelsen af 1800-tallet synger Det Kongelige Teaters skuespillere Mozart uden nogen særlig uddannelse, med kun meget få prøver og for nogles vedkommende i en evig brandert. Hvis de pjækker fra prøverne, risikerer de at ryge i fængsel! Operaekspert Henrik Engelbrecht fortæller om opera i guldalderens København. Tag med i det iskolde og stinkende teater, hvor publikum spiser den medbragte mad undervejs i forestillingerne, og drikker brændevin til...når de altså ikke skal koncentrere sig om at smide rotterne ud af deres loger.

19/11 Et arbejdsliv på iskanten

Eventyrer og havpattedyrsbiolog, Cecilia Vanman, tager publikum med bag scenen som ekspeditionsleder ved iskanten i Arktis. Vi rejser blandt andet med på en spændende filmekspedition på jagt efter hvalrosser, hvidhvaler og narhvaler ved 76nde breddegrad i Canada, i fodsporene på legendariske opdagelsesrejsende igennem den mytiske Nordvestpassage og møder udfordrende storme, isbjørne og overvældende natur i den arktiske ødemark. De spændende rejseanekdoter akkompagneres af smukke fotos.

14/1 Fra strømer til TV

Station 2-vært Kristian Bech har med sine mange år i politiet en lang række spændende oplevelser med sig fra samfundets skyggesider. Kristian fortæller om sin omvej ind i dansk politi, om tiden i politiet, lige fra sjove oplevelser til skræmmende og hjerteskærende episoder fra sine år som politiassistent, efterforsker og observatør.

18/2 Vendepunkter og vejbaneskift

Få har oplevet så mange baneskift som Mimi Jakobsen. Det gælder både i hendes politiske karriere og i privatlivet. Hør hendes levende og humoristiske fortælling om et langt liv med politik. Åbent, ærligt og med en god portion humor videregiver hun sine personlige betragtninger om de store forandringer hun undervejs har gennemgået i sin karriere og sit privatliv, og fortæller om sin tur i mediemøllen og om de mange mennesker hun har mødt undervejs i sit liv.

18/3 Villa Ibsen

Det var en helt speciel oplevelse for Joen Bille, da han for et par år siden spillede Gamle Ekdal i Det Kongelige Teaters opførelse af Henrik Ibsens Vildanden: Bille er oldebarn af Ibsen. Men ikke nok med det, han er også oldebarn af Bjørnstjerne Bjørnson, endnu en af giganterne i det nittende århundredes litteratur. Hør de farverige historier fra en familie, der er præget af passionerede personligheder, excentrisk adfærd, gigantiske ambitioner, store triumfer og tilsvarende store skuffelser og nederlag.

Holdoversigt
Hold Nr. Start Sted     Pris
180151
man 17-09-18 13:00
Kgs. Lyngby
          
          
Kr. 575