Martin Breum: Hvis Grønland river sig løs

Martin breum

Grønland og Danmark marcherer i hver sin retning. Grønland har fået sin første selvstændighedsminister, og Grønlands første forfatning er på vej. Alle de store politiske partier i Grønland arbejder på Grønlands løsrivelse fra Danmark. Samtidig trækker den danske regering i den stik modsatte retning: Danmark vil gerne være en arktisk stormagt. Rigsfællesskabet skal bevares – af politiske, historiske og kulturelle årsager. Hele verden fokuserer på Arktis og klimaforandringerne.

Men i det danske kongerige er vi ikke enige om, hvordan vores fremtid i Arktis bør forme sig. Grønland og Danmark har været tæt vævet sammen i de seneste 300 år, men modsætningerne er nu så markante, at det ikke længere kan ignoreres.

Findes der løsninger? Og hvem arbejder i givet fald på dem? Martin Breum har i forbindelse med sin seneste bog »Hvis Grønland river sig løs – en rejse i kongerigets sprækker« besøgt statsminister Lars Løkke Rasmussen, Grønlands politiske leder Kim Kielsen og en række andre nøglepersoner plus lærere, fiskere og andre almindelige mennesker i Grønland og kunstnere som maleren Per Kirkeby og Grønlands unge litterære stjerneskud Niviaq Korneliussen.

Martin Breum, tidligere tv-vært på DR2s Deadline, lægger op til debat med foredrag og et stor antal aktuelle billeder fra Grønland.