Matilde Kimer: Rusland - mere end bare Putin

Korruption, dopingskandaler, valgsvindel og krig med naboerne. Sådan ser overskrifterne om Rusland ofte ud, men Rusland er langt mere kompleks, end der gives plads til i korte nyhedshistorier. Bag Putins hårde facade og naturens barske frostgrader gemmer sig et varmblodet folk, som ud over vodka og fædrelandssange også elsker poesi, hygge og sarkasme – ikke ulig vores danske humor. Selvom Putin sidder tungt på magten, er meget andet i det moderne Rusland med til at definere, hvorfor russere tænker, agerer og drømmer som de gør.

Denne aften tager vi med DR’s Ruslandskorrespondent Matilde Kimer på en underholdende rejse til verdens største land. Selvfølgelig skal det handle om Putin og konfrontationerne med Vesten – men vi møder også en række såkaldte almindelige russere. Både dem, der forguder Putin og hans politik – og dem, der slås for at ændre kursen.

Der bliver masser af plads til spørgsmål og debat om både koldkrigsadfærd og Ruslands fremtid – både med og uden Putin.