Sommerhøjskole 2018

sommerhoejskole-2018

1968 – ungdomsoprøret, der ændrede verden

Flowerpower, slumstormere, økoflippere, atommarcher, rockmusik og protester mod Vietnamkrigen – 1968 er gået over i historiebøgerne som året, der ændrede verden. I år er det 50 år siden, at ungdomsoprøret sendte studerende over hele verden på barrikaderne for at protestere mod status quo under mottoet »fantasien til magten«.

Det var en tid for store drømme og radikale opgør med alt fra traditionelle familiemønstre til kæft, trit og retning. Tankerne om frisind og lighed ændrede efterkrigstidens faste former, men de vilde eksperimenter havde også en høj pris.

FOF Københavns Sommerhøjskole 2018 tager på en tidsrejse og ser nærmere på ungdomskulturen, der eksploderede i 1968.

Tirsdag den 19. juni

Kl. 10-12 Ungdomsoprøret: I slutningen af 60’erne skyllede ungdomsoprøret ind over Danmark. Fra en lille avantgarde af hippier og aktivister bredte sig hurtigt radikale tanker om et friere sexliv, nye kønsroller, kollektive boformer, bevidsthedsudvidende stoffer og økologi. Men i virkeligheden bestod ungdomsoprøret af to vidt forskellige bevægelser, der fik to meget forskellige udfald. Forfatter Peter Øvig Knudsen fortæller om det store kærlighedsoprør, der eksploderede med »Summer of Love«, og om det mere politiske studenteroprør, der førte til 70’ernes fundamentalistiske marxisme.

Kl. 13-17: Ekskursioner til udfordrende kunst og arkitektur Guider: Billedkunstner, cand.mag. Frederik Lindskov og kunsthistoriker, mag. art. Louise Estrup.

Onsdag den 20. juni

Kl. 10-12 Vietnamkrigen: I januar 1968, mens den amerikanske krigsmaskine kørte på sit højeste med mere end 500.000 soldater i Vietnam, kom krigens vendepunkt – Tet-offensiven. Vietnamkrigen delte i det meste af den vestlige verden de politiske vande og blev en katalysator for ungdomsoprør og kulturelt opbrud – ikke mindst fordi tv bragte krigens billeder ind i folks dagligstuer. Krigen satte sig dybe spor i international politik, og dens spøgelser huserer fortsat. På grundlag af den nyeste internationale forskning tegner historiker og lektor i Amerikanske Studier Niels Bjerre-Poulsen det store billede af krigen og dens følger.

Kl. 13-15 Kvindeoprør! Fra rødstrømpebevægelsen til #MeToo: »Frihed, lighed, søsterskab«! I1970 var Drude Dahlerup med til at stifte rødstrømpebevægelsen i Aarhus – i dag er hun professor ved statskundskab med speciale i kvinde- og kønsforskning. Denne eftermiddag fortæller hun om kvindeoprør i Danmark gennem de seneste 45 år – fra rødstrømpernes protester mod den måde, kvinder blev behandlet på i ungdomsoprøret til den aktuelle #MeToo-bevægelse, som nogen har kaldt en ny global revolution.

Torsdag den 21. juni

Kl. 10-12 Tresseravantgardisme og eks-skolen: I 60’erne slog kunsten en kolbøtte. Værket blev flyttet ud af rammen og ned fra soklen; der blev gjort op med de etablerede institutioner, kunstnerrollen blev omkalfatret, og nye kollektive manifestationer så dagens lys. Museumsinspektør ved Statens Museum for Kunst Birgitte Anderberg ser nærmere på eks-skolens kunstneriske eksperimenter og dens samfundsmæssige implikationer og fortæller om de kvindelige kunstneres opgør med systemet.

Kl. 13-17: Ekskursioner til udfordrende kunst og arkitektur Guider: Billedkunstner, cand.mag. Frederik Lindskov og kunsthistoriker, mag. art. Louise Estrup.

Fredag den 22. juni

Kl. 10-12 Gensyn med Hippieruten: I nogle få magiske år stod verden på vid gab. En endeløs karavane af fliphoveder, hashvrag, spirituelt søgende og eventyrlystne hippier fra Vesten drog østover i søgen efter frihed, dope og vilde oplevelser. I 1977 rejste journalist Thomas Ubbesen selv ad den såkaldte hippierute, og i 2017 har han med den gamle dagbog i rygsækken genbesøgt ruten på tommelfingeren. Med baggrund i sin rejse dengang og nu giver han sit bud på, hvordan verden har udviklet sig i de år, der er gået.

Kl. 13-15 Musik fra hjertet: Folkesangerinden Trilles humoristiske og politisk spiddende viser om søstersolidaritet og kvindeliv udgør lydsporet til tiden lige efter 1968. Sanger Mette Marckmann og musiker Jan Rørdam fra Trille Band giver os en festlig afslutning på sommerhøjskolen, når de fortolker Trilles forrygende sangskat. Få et genhør med sange, som stadig kan røre hjertet og hjernen!

Praktiske vink

Prisen inkluderer foredrag, formiddagskaffe, bustransporter tirsdag og torsdag eftermiddag, kaffe med brød og entréer i forbindelse med de to ekskursioner. Frokost kan medbringes eller bestilles dag for dag. Drikkevarer kan ikke medbringes, men sælges på stedet til rimelige priser. Gangbesværede og deltagere med rollatorer eller kørestole kan desværre ikke deltage i ekskursionerne, som gennemføres i et almindeligt tempo med lidt »fysiske udfordringer«. 

Ret til ændringer i programmet forbeholdes. Sommerhøjskolen er tilrettelagt og ledes af FOF Københavns fagkonsulent Tina Dransfeldt Christensen.

Foto: Demonstration mod Vietnam-krigen, USA. Photo Researchers, Scanpix