Foredrag og debat

Minik Rosing: Rejsen til tidernes morgen - Jorden set fra Grønland

Minik Rosing

De færreste er klar over, at uden liv havde der ikke været kontinenter. Men livet er faktisk den stærkeste forandrende kraft på Jorden. Det har geologien afsløret, og det fortæller Danmarks egen stjerneforsker inden for geologi Minik Rosing om denne aften.

Hør om de opdagelser, der danner fundamentet for vores forståelse af jorden og livet som uadskillelige fænomener. Om opdagelsen af de tidligste spor af livet på jorden, og hvordan landjorden, havet og atmosfæren har udviklet sig i takt med livets opståen og udvikling på Jorden.

Ligesom Minik Rosing selv stammer en stor del af vores viden om Jorden fra Grønland. Derfor er foredraget også en kærlighedserklæring til det Grønland, der har været drivkraften i hans geologiske forskning.

Minik Rosing har skrevet bogen »Rejsen til tidernes morgen – Jorden set fra Grønland« (2018).