Kreative kurser

Dokumentér dit liv - fotografiet som hukommelse

Fotografi som hukommelse

– Why do you only take pictures of the rooms we stay in and never what we see outside while we travel?
– Those other things are in my memory. The hotel rooms and the airports are the things I'll forget.
Mystery Train, Jim Jarmusch 1989

Det er ofte uforudsigeligt, hvad der udløser, at man pludselig kommer i tanker om et minde. En skiften i vejret, en kendingsmelodi fra et forlængst glemt tv-program, et stykke plasticlegetøj, en lugt. Og så bliver man taget tilbage til noget, man helt havde glemt, at man havde glemt. Det er en selvfølge, at fotografiet kan gøre det samme. Men udnytter du den evne fuldt ud?

På dette kursus er vi ikke optaget af teknik eller perfektion. Vi ser på vores fotos med milde øjne … det handler om at se charmen i det uperfekte og uforudsete. For vi skal arbejde med minder – før de bliver til minder. Vi skal se på billeder fra forskellige årtier – både de historiske og de almindelige. Og vi skal se, hvordan selv de mest hverdagsagtige billeder med tiden bliver historiske.

Vi kigger på både anonyme og navngivne fotografers arbejder, taler om billedkomposition, og griber temaet an som et skalaforløb, hvor vi begynder i landskab/bylandskab og bevæger os nedefter i størrelse, tættere på, fx dokumentation af personlige relationer eller af hverdagsobjekter. For hver skalastørrelse udvælger du 2-3 billeder og til sidst samles det hele i en pdf-fil som et slags katalog.

Med udgangspunkt i en række temaer inspireres du til at gå på opdagelse i din egen nutid, før den bliver til fortid. Det kan være personlige temaer, eller det kan være at dokumentere noget mere almengyldigt, som fx dit eget kvarter. Det kan også være at tage billeder af samme motiv med bestemte tidsintervaller. Der er mange muligheder.

Holdnummer: 172001
15 lektioner / 5 gange
Onsdag 17:00 - 19:35
Start 04-04-18
Medborgerhuset Danasvej
Kr. 885
PEAS Kbh/Frb kr. 795