Kreative kurser

Krop og keramik

Krop og keramik_1

Sanselighed, nærvær, nydelse og udforskning - en uge med fuld fokus på dig, din krop og din kreativitet

Vi kombinerer krop i form af yoga og bevægelse med et drejekursus i keramik, hvor du får en god introduktion til at arbejde med leret både før, under og efter drejebænken. Kombinationen af krop og keramik er funderet i tanken om, at jo mere du kommer ud af hovedet og ned i kroppen, jo nemmere er det at arbejde kreativt.

Både yoga og fremstilling af keramik handler om nærvær, og udover det sætter kurset også fokus på nydelse og selvforkælelse.

Krop

Vi arbejder nydelsesfuldt med kroppen i en holistisk kombination af yoga, pilates, dans, meditation og åndedrætsøvelser. Kombinationen af disse forskellige elementer danner grundlag for en ny måde at være i kroppen på. Alle kan være med, så længe du har interessen for at lære dig selv og din krop bedre at kende. Lidt erfaring med yoga er en fordel, men ikke et krav.

Vi arbejder bl.a. med:

  • at slippe gamle spændinger
  • at åbne for en stærk og sund kropsholdning
  • at skabe fornyet flow og gennemstrømning
  • at stimulere mere glæde og lethed
  • at finde en dyb kontakt til dig selv

Keramik

Du lærer at dreje din egen matcha-skål. En matcha-skål er en traditionel japansk tekop, som man drikker af med begge hænder. I 1300-tallets Japan blev matcha etableret med fokus på at dyrke enkelhed og renhed i tedrikningen og det kunsthåndværk, der omgav den. Selve matcha-skålen er blevet brugt i forbindelse med teceremonier, som du også vil komme til at opleve på kurset. Selvom du ikke drikker matcha, vil du stadig kunne få glæde af den lille elegante skål, da kun fantasien sætter grænser for, hvordan den kan bruges.

Vi arbejder bl.a. med:

  • præparering af leret
  • centrering af leret
  • drejeteknik
  • afdrejning og formgivning på bundene på skålene
  • glasering af skålene

Detaljeret oversigt

Dag 1: Mandag 24/6 kl. 9.00-17.00

Vi starter dagen med yoga og bevægelse. Herefter er der god tid til at fordybe sig i keramikken.

Dag 2: Tirsdag 25/6 kl. 9.00-16.00

Vi starter dagen med yoga og bevægelse. Herefter er der god tid til at fordybe sig i keramikken.

Dag 3: Onsdag 26/6 kl. 9.00-16.00

Dagen er fyldt med nydelsesfuldt kropsarbejde, mens keramikken skal tørre og blive klar til det videre arbejde. Du inviteres til teceremoni, hvor keramik og traditionel japansk kultur mødes i en skøn og sund sanseoplevelse.

Dag 4: Torsdag 27/6 kl. 9.00-17.00

Vi begynder dagen med morgenyoga, og herefter har vi god tid til at færdiggøre keramikken inden brænding.

Dag 5: Fredag 28/6 kl. 10.00-16.00

Vi begynder dagen med morgenyoga, og herefter har vi god tid til at færdiggøre keramikken inden brænding.

Dag 6: Lørdag 29/6 kl. 10.00-15.00

I dag afslutter vi kropsarbejdet med nydelsesfuldt at lande i kroppen og give den det sidste lækre boost af nærvær og forkælelse, når vi får besøg af Mette fra Bettes Handmade Skincare. Hun vil vise hvordan man holistisk arbejder med bindevævet i ansigtet ved hjælp af massageteknikken epicupping. I får hver jeres eget sæt af materialer til epicupping, som I efterfølgende kan bruge derhjemme.

Dag 7: Lørdag 6/7 kl. 10.00-14.30 (lørdag ugen efter)

Det er tid til at glasere dine matcha-skåle. Lørdagen efter igen kan du afhente dine færdige værker.

 


Dine undervisere

Nanna Marie Axelsen fra LivingYolo er din underviser i kropsarbejdet. Hun er en erfaren og anerkendt underviser og vil guide dig med respekt for vores forskellige kroppe i et kropsarbejde, der både kan være sjovt, stille, nydelsesfuldt og dybdegående.

Signe Schmidt fra Signe Schmidt Ceramics er din underviser i keramik. Hun er energisk og passioneret underviser, der startede sin egen keramikpraksis i Vejle Kulturhus som 16-årig. Hun underviser nu på Vesterbro Bibliotek og Kulturhus. Til daglig arbejder Signe som grafisk designer og har de seneste år også udstillet kunst og keramik på flere udstillingssteder I København og omegn.

Holdoversigt
Hold Nr. Start Sted Underviser   Pris
183820
man 24-06-19 09:00
København V
Nanna Marie Axelsen
7 gange
Kr. 2805