Motion og dans

Dans i byrummet

Dans i byrummet
Giv din sommer et skud danseenergi! 

På dette intensive sommerkursus i hjertet af København er byen vores dansegulv. Vi udforsker gaderne med vores sanser og fortolker byens rum med vores kroppe gennem dans og bevægelse. 

Vi arbejder også indendørs i FOF Københavns danselokaler med udsigt over hele København.

Kurset ledes af danser og koreograf Annamaija Siff Rolff Petersen, og dansegenren er den såkaldte Ny Dans, der ikke har fastlagte trin, men gør brug af abstrakt bevægelse, som vi selv skaber ud fra øvelser. 

Alle kan derfor være med – en vis erfaring med dans og træning er en fordel, men ingen forudsætning.

Mandag 15/8 og tirsdag 16/8 kl. 10-15

Træning af krop og kropssansning. Vi vil bruge kroppen som byggeklodser, som vi vil danne rum med og lave øvelser, hvor vi relaterer til hinanden, rummet og genstande i rummet. 
Vi vil arbejde med inspirerende fotos af skulpturer, byrum og arkitektur samt øve os i at se former, funktioner og bevægelser i billederne. Sidst på 2. dagen tager vi på ’opdagelsestur’ i byrummet for at finde og evt. tage fotos af egnede steder at danse.

Onsdag 17/8 kl. 10-15

Vi udvælger, bearbejder og forbereder os til næste dag.

Torsdag 18/8 kl. 10-15

Efter opvarmning og påklædning i øvelokalet tager vi ud i byen og danser.