Rundvisninger og ture

Den nye jødiske begravelsesplads

Mosaisk begravelsesplads

Med kulturhistoriker Flemming Jerk

Den nye jødiske begravelsesplads blev anlagt ved siden af Vestre kirkegård i 1886. Som den gamle begravelsesplads i Møllegade på Nørrebro giver de mange tusinde grave her, der efter jødisk skik skal bevares til evig tid, også et mangesidigt billede af jøderne i Danmark. Blandt de mange interessante skæbner, der har sat dybe spor i dansk kultur, økonomi og historie, er H.C. Andersens velynderfamilie Melchior, forfatteren M.A. Goldschmidt, kunstmæcenen og tobaksfabrikanten Heinrich Hirschsprung, finansmændene Isak Glückstadt og G.A. Gedalia samt entertaineren Victor Borge.

Endelig dvæler vi ved mindesmærkerne for nazismens ofre i Danmark og Europa og for vagtmanden Dan Uzan, der blev dræbt ved synagogen i 2015.

Bemærk at mænd skal bære hovedbeklædning under besøget og undlad venligst at medbringe store tasker og rygsække.

Mødested: Vestre Kirkegårds Allé 11, Kbh V.

Foto: Per Koch