Rundvisninger og ture

På fodtur med Frederik Lindskov - Fra Inderhavn til skibakke

Inderhavnen

Dansk arkitektur er strøget til tops internationalt, og København er stedet, hvor store navne og banebrydende arkitektur skal opleves. Tag med på raske gåture gennem (nye) spektakulære bydele. Frederik Lindskov, billedkunstner og cand.mag., får filosofi, kunst- og arkitekturhistorie til at gå op i en højere enhed. Turene er ikke for gangbesværede.

Fra inderhavn til skibakke

Med åbningen af den længe ventede Inderhavnsbro er det nu muligt at gå fra Nyhavn og det nye Havnegadekvarter direkte over til Nordatlantens Brygge og ikke mindst rekordbyggeriet Amager Bakke af Bjarke Ingels.

Oplev en helt ny spektakulær byzone vokse frem og få hele områdets historie sat i perspektiv fra Frederiksstad, Opera og Skuespilhus til inderhavnsbro og Papirøen, der netop nu rives ned og omskabes til »Københavns Haller« af Cobe Arkitekter.

Mødested: Hovedindgangen til Skuespilhuset, Sankt Annæ Plads 36, Kbh K.