Rundvisninger og ture

En dag på eventyrøen Tåsinge

Taasinge

Turleder: Kulturhistoriker Flemming Jerk

Tåsinge er en perle blandt danske øer – henrivende natur, frugthaver, middelalderkirker, de gamle skipperbyer Vindeby og Troense med stråtækt bindingsværk og et af Danmarks prægtigste og mest attraktive herresæder, Valdemars Slot. Vi standser også ved det ulyksalige kærlighedspar Elvira Madigans og Sixten Sparres dobbeltgrav på Landet Kirkegård.

Vi kører gennem det indtagende østfynske landskab og ad højbroen over Svendborgsund til Tåsinge, standser kort i Troense, før vi spiser frokost i slotskælderen under Valdemars Slot, hvor udsøgte møbler og malerier indgår i et fornemt samspil med de statelige rum, bl.a. én af landets største riddersale med Pilos pragtfulde kongeportrætter.

Prisen er inkl. bus, bro, entré, frokost (ekskl. drikkevarer).