Rundvisninger og ture

Den store svampetur - Gribskov ved Nødebo

svampetur

Med biolog Poul Evald Hansen

Vi kommer igennem fremragende svampeterræn med mulighed for gode fund af rørhatte, tragtkantareller, østershatte m.m. Vi er også i et område, hvor kongemagten i 1600-tallet fik anlagt de såkaldte stjerneveje. De blev brugt ved parforcejagten, som også er en omtale værd.

Vi starter med en kort introduktion, går ind i skoven og taler undervejs om, hvad vi finder. Vi holder en lille spisepause midtvejs og ser på, hvad vi har fundet indtil videre. Vi afslutter med samlet gennemgang af dagens udbytte og svampekontrol.

Der udleveres kortfattet vejledning om indsamling af nogle let genkendelige spisesvampe og gives gode råd om tilberedning og udleveres relevante opskrifter. Udflugten gennemføres uanset vejret, så husk passende påklædning.

Medbring evt. mad/drikke, en svampekurv, en kniv til rensning af svampene og en svampebog, hvis I har.

Mødested: Ottevejskorset i krydset Kildeportvej/Odderdamsvejen (evt. bus fra Hillerød St. til Nødebo kirke – stoppested ’ Kildeportvej (Nødebovej)’ – og herefter ½ times gang / 2 km til mødested).