Foredrag og kulturelle oplevelser

Dyrehøj vingård

Tag med på en rejse i vinmarkerne, vineriet og efterfølgende vinsmagning.

Rejsen starter med, at vi går en tur rundt i vinmarkerne. Undervejs gør vi stop flere steder, hvor vi sammen kigger nærmere på de forskellige sorter af vindruer lige fra Solaris til Pinot Noir. Om foråret og henover sommeren kan man næsten se vinstokkene gro, og når vi kommer hen i september måned, hænger de saftspændte modne drueklaser som perler på en snor. Vi kommer selvfølgelig også til at tale om mulighederne for vindyrkning her i Danmark generelt - hvordan vi beskærer vinstokkene for at få det bedst mulige udbytte, og samtidig sikrer næste års vækst, men ikke mindst hvordan vi i det hele taget har organiseret alle de arbejdsgange, der er forbundet med at passe de ca. 30.000 planter, vi har på vores vinmarker gennem sæsonerne. 

Turen går ned over de sydvendte skråninger igennem vinmarken, og videre op på de fredede volde der ligger ned mod Kalundborgfjord. Her bliver der tid til at stoppe og få vejret, medens vi nyder den fantastiske udsigt over Storebælt mod Fyn. Rejsen fortsætter ind i vinens og magiens verden. 

Tilbage på vingården fortsætter turen ind i vineriet. Her bliver I ført dybere ind i de fascinerende metoder vi bruger, når vi gærer mosten til vores præmierede RÖS vine i de store gæringstanke. Vi smager og analyserer i laboratoriet og korrigerer vinen til perfektion, før den endelig lagres. Videre til tappelinien og til slut flaskningen. 

Det skal ikke være vin det hele, der er også insisterende spiritus. Rejsens næstsidste station er vores destilleri, der i sandhed er en historie for sig. Ikke blot er det et fantastisk smukt kobberapparat, men hvordan bliver spiritus egentlig lavet? Det er enspændende historie, der starter i Persien for tusind år siden og fortsætter her på Røsnæs. Rejsens endestation er vinsmagningen, hvor I bliver belønnet med frugten af alt det arbejde, vi har lagt i vinen gennem hele processen. Vi åbner forskellige vine, likører, edelbrand, cider eller hedvin. Det er vigtigt for os, at vinen smages og opleves og det er gerne her, at alle spørgsmålene kommer frem. 


Mødested: Dyrehøj Vingård, Røsnæsvej 254, 4400 Kalundborg

Holdoversigt
Hold Nr. Start Sted Underviser Lektioner Pris
21861
lør 24-09-16 14:00
Tine Scheye Koop
12 lekt.
Kr. 275