Foredrag

5 foredrag om aktuelle operaer

Her er muligheden for indføringer i 5 spændende operamesterværker, som vil gøre dig i stand til at få væsentlig mere ud af dine operaoplevelser. Operaerne kan opleves i efteråret 2016 i hovedstadsområdet. Selvom man ikke skal overvære en opførelse af dem, er de et berigende bekendtskab.
Der vil være fokus på operaernes tilblivelse, opbygning, musikdramatiske virkemidler, tradition hhv. fornyelse, tonesprog herunder brugen af operaorkestret og forholdet mellem teksten, sceneriet og musikken, sådan som komponisterne og forfatterne oprindeligt havde tænkt sig, det skulle være. Sammen med en gennemgang af handlingen, vil der være ledsagende musikeksempler fra de bedste indspilninger gengivet på et godt klasse A-anlæg og centrale motiver og temaer spillet på klaver.

20/9 Den Flyvende Hollænder (Wagner - 1843) Det er den lettest tilgængelige af Wagners ‘rigtige’ operaer dvs. et værk, som han ikke selv har taget afstand fra og som har hans markante karakteristika, som også bliver gennemgået. Den hollandske fantomkaptajn kan kun hvert 7. år gå i land og der håbe på at blive forløst fra sin forbandelse ved at finde en kvinde, som vil ofre sig totalt for ham: at give sin sjæl for at hollænderen kan få fred i sin. Ifølge Wagner er det et billede på ham selv og derfor skal det lykkes. Men det er meget tæt på at gå galt. Det Kgl. Teater sept. - nov.

11/10 Boheme (Puccini - 1896) Menneskeligheden er i centrum i beskrivelsen af pariserlivets store kontraster med de unge, fattige kunstneres oplevelser af tilværelsens udfordringer. “Den store sorg i de små sjæle” er gribende beskrevet, men er sat op imod fest, farver og kærlighed. Det er her blevet til stor operakunst, der bl.a. i kraft af en fin orkestrering og udtryksfulde, plastiske melodier. Men igen er der delikate balancepunkter ved fremførelsen af musikken, der har afgørende betydning for om det opleves stærkt eller ligegyldigt. Det Kgl. Teater okt. - dec.

25/10 Askepot (Rossini - 1817) Dette smukke og virtuose mesterværk fik sammen med Rossinis andre berømte komiske operaer en helt speciel status i tiden efter Napoleonskrigene. Vi skal bl.a. se på, hvordan Rossini og librettisten skabte operaen under nogle ekstreme betingelser og samtidig opfyldte alle datidens regler og konventioner for komisk opera, og hvordan de har transformeret det berømte eventyr, så det kom tættere på samtiden for at kunne levere en anelse, men godt indpakket, samfundskritik. Den Jyske Operas turné på Sjælland 7. nov. - 10. nov.

15/11 Don Giovanni (Mozart - 1787) En helt speciel mekanisme tillader, at Mozart i denne perfekte komiske opera kan slippe af sted med at lade titelpersonen - den store forfører - bukke under. Der er flere spændende eksistentielle forhold, som er mesterligt beskrevet gennem Mozarts musik. Og ikke for ingenting var det Kierkegaards yndlingsopera. Hvorfor vil Mozart have tre forskellige danseorkestre til at spille hver sin melodi i hver sin taktart samtidig - og hvordan lyder det? Hvor mange kvinder lykkes det Don Giovanni at forføre i operaen? Hvorfor er hans arier så få og så korte? o.m.a. Operabio / Metropolitan nov.

22/11 Mahagonny (Weill - 1930) Det er en ekspressiv, politisk operasatire med en besk samfundskritik rettet mod den tyske Weimarrepublik i slutningen af 1920’erne og delvist inspireret af de tyske kabareter. Og som samtidsopera er der flere interessante paralleller til Schönberg, Hindemith og Strauss. Det er et stilistisk og kunstnerisk paradoks, at Bertolt Brechts progressive tekst bliver fremført i nogle vokalformer og -kombinationer, som er afstukket i 1926 af kejsertidens pæne, borgerlige stjernekomponist Strauss. Tre udstødte individer falder over et passende landområde i Californien, hvor de grundlægger deres paradisiske drøm om en fristad - Mahagonny - uden tyngende love, men med fri sex, whisky og livsglæde. Eneste dødssynd er mangel på penge. Alt går helt naturligt - galt. Det Kgl. Teater nov. - dec.

OBS!! Den anførte pris for pensionister, efterlønnere og ledige dagpengemodtagere gælder udelukkende personer med folkeregisteradresse i Roskilde Kommune.
Holdoversigt
Hold Nr. Afholdes Sted Foredragsholder Lektioner Pris
61053
tir 20-09-16 13:00
Roskilde
Bjørn Steding-Jessen
30 lekt.
Kr. 556