Kalender

6 foredrag om aktuelle operaer i foråret 2019

Her er muligheden for indføringer i spændende operamesterværker som vil gøre dig i stand til at få væsentlig mere ud af dine operaoplevelser. Operaerne kan opleves i foråret 2019 i hovedstadsområdet. Selvom man ikke skal overvære en opførelse af dem er de i sig selv et berigende bekendtskab.
Der vil være fokus på operaernes tilblivelse, opbygning, musikdramatiske virkemidler, tradition hhv. fornyelse, tonesprog herunder brugen af operaorkestret og forholdet mellem teksten, sceneriet og musikken sådan, som komponisterne og forfatterne oprindeligt havde tænkt sig det skulle være. Sammen med en gennemgang af handlingen vil der være ledsagende musikeksempler fra de bedste indspilninger gengivet på et godt klasse A-anlæg og centrale motiver og temaer spillet på klaver.

22/1 Turandot Puccini (Det Kgl. Teater jan. - juni) Puccinis sidste, flotteste og mest ambitiøse værk kan med en vis ret siges at være en kinesisk opera, men ’made in Italy’. Teksten, etikken, dramaturgien, forløsningstanken og orkesterbesætningen tager dog udgangspunkt i tre tyske mestre: Schiller, Wagner og Strauss. Det er den store kærlighed der fremtvinger situationen om liv eller død med de tre berømte, indviklede spørgsmål som den frygtløse bejler skal svare rigtigt på for ikke at blive henrettet. De er kryptisk, elegant og flot formuleret af Schiller, og svarene er en del af den alvorsfulde oprigtighed som Puccini krævede og som netop præger Schillers bearbejdelse af Carlo Gozzis oprindelige eventyr-komedie.

5/2 Den Flyvende Hollænder Wagner (Malmø Opera febr. - marts) Den hollandske fantomkaptajn kan kun hvert 7. år gå i land og der håbe på at blive forløst fra sin forbandelse ved at finde en kvinde som vil ofre sig totalt for ham: at give sin sjæl for at hollænderen kan få fred i sin. Ifølge Wagner er det et billede på ham selv og derfor skal det lykkes. Men det er meget tæt på at gå galt. Det er den lettest tilgængelige af hans ‘rigtige’ operaer dvs. et værk som har hans markante karakteristika, og som han ikke selv har taget afstand fra.

19/2 Carmen Bizet (Operabio, Metropolitan febr.) Carmen (Bizet) Det er en dramatiseret genfortælling af en autentisk historie fra 1820 fortalt af den dødsdømte José Lizzarrabengoa i fængslet i Sevilla i Sydspanien hvor han sidder for drabet på sigøjnerpigen Carmen. Der er tale om en 4-dobbelt tragedie om heftig besættelsesagtig kærlighed, jalousi, stolthed, fatalisme og mord beskrevet i stærke musikalske farver og fængende melodier. En fiasko ved uropførelsen, men i dag verdens næst hyppigst spillede opera.

12/3 Poppeas Kroning Monteverdi (Det Kgl. Teater 18/3 - 24/3) Det er den store operapionérs sidste værk (1642) og uden en fastlagt orkestrering. Musikken kan derfor klinge meget forskelligt ved diverse opførelser og indspilninger af denne opera om den romerske kejser Nero, der tvinger filosoffen og statsmanden Seneca til at begå selvmord og forviser sin hidtidige kone Octavia (oprindelig lod han hende myrde) for at kunne blive gift med den smukke Poppea.

19/3 Regimentets Datter Donizetti (Operabio, Metropolitan marts) Ved bl.a. at gøre grin med sin egen skønsang har Donizetti komponeret et selvironisk mesterstykke - med 9 høje c’er - til Napoleons genbegravelse! Derfor er der alvor bag den store kærlighed, den djærve militære jargon, som han selv kendte så godt, og den karske humor. Og aristokratiet bliver stødt på manchetterne, men det hele ender godt.

2/4 Tosca Puccini (Det Kgl. Teater april - juni) Det er en af de stærkeste, mest inspirerede, effektfulde og bedst strukturerede operaer fra tiden lige inden forrige århundredeskifte. Men der er 7 vanskelige balancepunkter der skal fungere for at det bliver rigtig godt og det afhænger bl.a. af dirigenten. Og ingen af hovedpersonerne overlever! I feltet mellem idealisme, magtmisbrug, krig, kærlighed, svig og drab bliver f.eks. titelpersonen offer for sin egen jalousi. Handlingen foregår i Rom 14. juni år 1800 under historisk/politisk ekstreme forhold, hvor et af Napoleonskrigenes berømte dobbeltslag - ved Marengo - får to steder direkte indflydelse på handlingen. Wagner spiller en stor rolle for strukturen i operaen i kraft af meningsbærende (lede)motiver og to spektakulære sammenstillinger af fortid, nutid og fremtid.

OBS!! Den anførte pris for pensionister, efterlønnere og ledige dagpengemodtagere gælder udelukkende personer med folkeregisteradresse i Roskilde Kommune.
Holdoversigt
Hold Nr. Start Sted     Pris
91090
tir 22-01-19 13:00
Roskilde
          
          
Kr. 707