Udflugter

Fredensborg Slot, Orangeriet og Haverne

Omvisning på slottet og i haverne - frokost på Store Kro

Fredensborg Slot blev bygget som jagtslot for Frederik 4. i 1719. Slottet og byen Fredensborg, som er opstået ved slottet, er opkaldt efter den fred, der opstod efter den Store Nordiske krig.
Slottet har særstatus blandt de danske slotte, som regentparrets mest benyttede, efter Amalienborg. J.C. Krieger var arkitekten bag byggeriet, men ved senere ombygninger blev også arkitekterne Nicolai Eigtved, Lauritz de Thurah og C. F. Harsdorff involverede. 
Under Christian den 9. og Dronning Louise blev slottet ramme om den kongelige families liv. ”Europas svigerforældre” samlede om sommeren deres børn og svigerbørn, der repræsenterede flere af Europas fyrstehuse, på Fredensborg.
I dag benytter regentparret slottet tre måneder om foråret og tre måneder om efteråret.
Derfor er det kun muligt at besøge slottet i juli måned.

På denne sommerudflugt skal vi på omvisning i slottet og besøge orangeriet og haverne.
Vi afslutter besøget med en lækker frokost (ekskl. drikkevarer) på den for nylig genåbnede og legendariske, Store Kro i Fredensborg.

Store kro blev opført samtidig med slottet i 1723, og fungerede som overnatning til slottets royale gæster, som ikke kunne få plads på Fredensborg. Den var samtidig landsbykro, men blev også brugt til ferieophold, for det finere borgerskab.

Efter frokosten er der mulighed for at gå en tur i haven og nyde den ny anlagte Brede Allé og barokanlægget Nordmandsdalen med de 70 skulpturer af norske og færøske bønder og fiskere.


Mødested: Fredensborg Slot, kiosken udenfor