Foredrag og udflugter

Wagner: Valkyrien

Wagners Nibelungens Ring på fire operaer(hvoraf vi skal se de to første) er måske det vigtigste værk i det 19. århundrede. Værket handler om GULDETS frygtelige magt over guder, mennesker, kæmper og dværge.

Der kommer mere vold i Valkyrien.

Her finder vi i 1. Akt Sieglinde, som lever i et tvangsægteskab med Hunding langt ude i en skov. Siegmund, hendes tvillingebror kommer til, og han og Sieglinde forelsker sig i hinanden. Han trækker sværdet ud af stammen, det sværd, som Wotan har bestemt for helten, Siegmund. Sammen styrter de ud i forårsnatten. Det er det nærmeste vi kommer til en lykkelig kærlighedshistorie i Ringen.

I 2.akt skændes Wotan og hans kone, Fricka  om, hvem der skal vinde i Hundings forestående kamp med Siegmund. Wotan tvinges til at lade sidstnævnte falde, fordi Fricka holder fast på ægteskabets hellige ukrænkelighed. Sieglinde, som er blevet gravid med Siegmund, reddes af Brynhilde, som fører hende bort til et sikkert sted sammen med stumperne af sværdet. I 3.akt samles valkyrierne foran Wotan. Brynhilde kommer til, hun er bange for Wotans vrede over, at hun ikke fulgte hans ordre om at fælde Siegmund. Wotan lader nu som straf Brynhilde ”fængsle” på en klippe omgivet af ild, som kun en sand helt kan trænge igennem.