Foredrag og udflugter

Det blev noget med at sejle

'Det blev noget med at sejle' v/ Emil Erichsen

Emil tager deltagerne med på en rejse ud i den store verden, og beretter også om, hvordan det har været at medvirke i “Kurs mod fjerne kyster”, og samtidig have hele Danmark med sig på eventyr.

Han fortæller autentisk og energisk om livet som skipper, det at rejse jorden rundt, når man kun er i starten af 20’erne og det ansvar der følger med.

Om Emil:

Emil Erichsen er den fødte sejler. Passionen for at sejle går igen hos hele familien, og ligesom Emils far, Mikkel Beha Erichsen selv voksede op på Nordkaperen med sin far (Troels Kløvedal), har Emil og lillebroderen Theis arvet glæden ved sejlads.

Som 11-årig overtog han selv rorpinden i sin første optimistjolle. Siden blev det til masser af kapsejlads i Europajolle og på landsholdet i Laserjolle. Efter gymnasiet uddannede Emil sig til dykkerinstruktør og arbejdede på en dykkerskole på Bali. I sommeren 2013 kastede han sammen med sin lillebror Theis fortøjningerne for at tage ud på en 3 år lang jordomsejling. Det er blevet til de meget populære TV-programmer på TV2 “Kurs mod fjerne kyster”, der følger drengenes tur ud i den store verden med alt, hvad dertil hører af udfordringer og eventyr.

Glæd dig til en spændende og inspirerende aften - foredraget er arrangeret i samarbejde med Ølgod Bibliotek.