Foredrag

Højskole - Jagten på lykken

Højskoledage: Jagten på lykken - om det meningsfulde liv

Mandag den 6. maj - fredag den 10. maj 2019

Værtindeleder: Winnie Bukkjær

FOF Nord byder velkommen til vores maj-højskole i Gilleleje.

Temaet er ”Jagten på lykken - om det meningsfulde liv”, som vil være den røde tråd gennem de 5 dage med foredrag og musik med sang. Hvordan måler man egentlig lykke og livskvalitet? Kan der indkredses betingelser og kriterier for det meningsfulde liv?  Hvorfor har vi det så dårligt, når vi burde have det så godt?  Hvad er det, der gør, at vi ikke bliver tilfredse, selv om vores drømme og længsler går i opfyldelse? Hvorfor er vi ikke lykkelige, når de fleste forudsætninger for at være lykkelige er til stede? 

Kom og hør hele paletten af foredrag og musik om dette store og spændende emne, der vil blive belyst fra mange interessante vinkler.

Højskolens 5-dages program:

Mandag den 6/5:

Kl. 9.45 - 10.00: Morgenkaffe og velkommen

Kl. 10.00 - 12.00: Steen Ole Jørgensen - ”Det gode liv”: 

Er den ideelle idé om "velfærd for alle" kun en tom frase, der dækker over noget materielt? Har vi glemt den åndelige og mentale dimension i livet? I foredraget reflekteres over begrebet ”lykke”. Påstanden er, at ”lykke” primært knytter mennesket til forbrug og ”ydre velfærd” i form af velstand og materialisme. Forbrug har afløst religion som et menneskeligt åg. Foredragsholderen argumenterer for, at det i dag er vigtigere at fokuserer på trivsel, som udtryk for ”indre velfærd”. Og hvad er så trivsel? I foredraget knyttes trivsel til engagement, mening med livet, positive relationer og det at lykkedes med livet mentalt. Når det lykkes, kan vi leve det gode liv.

Kl. 12.00 - 13.00: Frokost

Kl. 13.00 - 15.00: Nikolaj Andersen - Festligt mindesamvær om Kim Larsen:

Der findes ikke en hverken nutidig eller fortidig dansk kunstner, der har bragt sine landsmænd så megen lykke og glæde som Kim Larsen. Mange, mange danskere blev dybt berørte ved meddelelsen om hans død og deltog i stort antal i diverse mindearrangementer - på tværs af alle generationer. Højskoledagene starter med, at vi alle forhåbentlig oplever et strejf af lykke, når musiker og pensioneret højskolemand, Nikolaj Andersen, fortæller om Kim Larsen, og vi sammen synger et udvalg af hans elskede sange.

Tirsdag den 7/5:

Kl. 9.45 - 10.00: Morgenkaffe og velkommen

Kl. 10.00 - 12.00: Bente Hatting Gjelten - “Lykkens galocher”: Med H.C. Andersens vidunderlige eventyr kommer vi vidt omkring. Tænk bare at kunne komme derhen hvor man tror lykken er gemt? Tilbage i tiden f.eks. til middelalderen eller en tur til Italien.

Kl. 12.00 - 13.00: Frokost

Kl. 13.00 - 15.00: Anne Knudsen - ”Jagten på lykken”:  Lykke oplever vi i glimt. Det kan være en dyb og inderlig følelse af sammenhæng og mening, som pludselig rammer os. Vi kan ikke beslutte os for, at nu skal vi være lykkelige, men vi kan opleve, at vi bliver lykkelige, hvis vi tør gribe de muligheder, som ligger rundt om os. I foredraget taler Anne Knudsen om, hvordan vi kan møde lykke i det nære liv og om nogle af de barrierer, som kan stå i vejen for, at vi oplever lykke. Foredraget tager afsæt i Annes nye bog: ”Du kom med alt det der var dig”, som udkommer til april.

Onsdag den 8/5:

Kl. 9.45 - 10.00: Morgenkaffe og velkommen

Kl. 10.00 - 12.00: Denis Rivin - ”Kritisk optimisme - findes der lykke i fremtiden?”:

Verden forandrer sig hurtigere end nogensinde før og det kan føles enormt uoverskueligt for rigtig mange mennesker. Denis Rivin er iværksætter og foredragsholder med fokus på den teknologiske udvikling, og det han kalder kritisk optimisme: En måde at se fremtiden på gennem et kritisk, håbefuldt filter med afsæt i de mange forbedringer der sker i verden, som hverken menigmand eller medier har nok fokus på.

Kl. 12.00 - 13.00: Frokost

Kl. 13.00 - 15.00: Jørgen Carlsen - ”Forundringsparathed”:

Tidligere forstander Jørgen Carlsen fra Testrup Højskole har fundet et nyt ord: "forundringsparathed". Han vil i sit foredrag præsentere en række eksempler på forundringsparathed med baggrund i livsanskuelse, filosofi, litteratur og højskolens univers. Børn er født forundringsparate. Det triste er, at denne evne til at forundres, svækkes med alderen hos mange. Derfor er det vigtigt at træne sin egen indre forundringspirat. Det sker på mange måder: i mødet med kunst, teater, litteratur og ikke mindst musik og sang. En god højskolesang stimulerer vores fornemmelse for livets underforståede under. Den skaber forundringsparathed. Det skal vi med højskolesangbogen i hænderne opleve forskellige eksempler på. 

Torsdag den 9/5:

Kl. 9.45 - 10.00: Morgenkaffe og velkommen

Kl. 10.00 - 12.00: Kurt Flemming - ”Caminoen - den ultimative lykke”: En pilgrimsvandring på 800 km på en måned. Hvordan kan ultimativ fysisk og psykisk smerte give den ultimative lykke. Kurt Flemming fortæller om at gå Caminoen i Pyrenæerne i det nordlige Spanien. Hvordan man kan have alt nødvendigt med til turen i en rygsæk der alt incl. vejer 7,5 kg.. Og hvorfor kom turen til at hede ”4 bananer”?. Han fortæller, hvordan turen blev en øjenåbner for nye værdier og om hændelser undervejs, der ændrede hans syn på livet. Kurt fortæller også historien bag nogle af de 300.000 mennesker, der hvert år går turen. Vi får et bud på, hvorfor mange mennesker går turen igen og igen. Kurts gode ven Per på 76 år skal nu gå den for 11. gang. Hvorfor? Det får vi svaret på.

Kl. 12.00 - 13.00: Frokost

Kl. 13.00 - 15.00: Steen Svanholm - ”Musik og humor”:

Der findes masser af musik med humor i, lige fra Mozart til Shubidua, men sjovt nok har den ingen genrebetegnelse såsom rock, pop, country eller klassisk, måske fordi humor overlapper alle genrer. I dette musikalske foredrag præsenterer og fremfører Steen Svanholm et bredt udvalg af humor i musik, som vitterligt kan komme til udtryk på mange måder lige fra Sjofle smædesange til elegante sproglige finurligheder, ironi, satire og lune. Steen Svanholm har selv skrevet og optrådt med sjove sange i 25 år, så han kender begrebet ud og ind. Der vil blive lejlighed til både at synge og grine med.

Fredag den 10/5:

Kl. 9.45 - 10.00: Morgenkaffe og velkommen

Kl. 10.00 - 12.00: Karen Lumholt - ”At involvere sig er lykken”:

Det er overraskende nok præcis de samme faktorer, der får os til at leve længe, have et godt helbred og at trives godt og være tilfredse. Folkesundhedsvidenskaben og lykkeforskningen er enige: Relationer - det at få lov at give og at få - er det vigtigste for menneskers trivsel. Og så det at være en del af et nærsamfund, hvor man bliver genkendt og kan bidrage.Så hvad var det lige, der gik galt med vores velfærd? Hvorfor har vi i professionalismens, ensartethedens og effektivitetens navn trukket relationerne ud af velfærden, når det er dem, der får os til at trives?

Kl. 12.00 - 13.00: Frokost og farvel og tak for denne gang.

Incl. i prisen: Alle 9 foredrag, 5 frokoster, kaffe ad libitum og kage hver dag. 

Excl. i prisen: Drikkevarer, det er muligt at købe øl/vand/vin i kiosken i hallen.

Holdoversigt
Hold Nr. Start Sted Underviser   Pris
830750
man 06-05-19 09:45
Gilleleje
Birgitte Bentzen-Bilkvist
14 gange
Kr. 1495