Ture | Musicals | Teater

Byvandring i Nordvest

Byvandring i Nordvest- Fra Superkilen til Danmarks bedste bylandskab nær Ungdomshuset

Ved cand.mag. i filosofi og kunsthistorie Frederik Lindskov

Nordvestkvarteret fødes som en "socialdemokratisk drøm" i starten af det 20. årh., da Københavns Kommune opkøber området med henblik på at opføre billige boliger for arbejderklassen.

I takt med boligsaneringerne i indre by og brokvartererne, bliver NV i stigende grad stedet for lavindkomstgrupper, socialt udsatte og misligholdte områder, og i 1993 vedtages derfor en helhedsplan for kvarteret, der skal rette op på disse forhold.

I 2011 åbnede det nye superbibliotek og kulturhus på Rentemestervej og bekræftede en tendens, der allerede startede med Ungdomshusets åbning i 2008 og de mange nye gallerier i området: NV er på vej til at blive et nyt, ungt og hipt københavnerkvarter på linje med Nørrebro og Vesterbro.

I 2017 færdiggøres bibliotekspladsen og hædres med "Dansk Landskabspris 2017" - den fineste nationale pris for landskabsarkitektur.

På det ydre Nørrebro åbnede i 2012 byparken "Superkilen" af Superflex og Bjarke Ingels med afsæt i samme ambition som for NV om et gennemgribende kvarterløft på internationalt niveau.

Tag med på byvandring fra Superkilen ved Nørrebrohallen til biblioteket ved Rentemestervej, og lad billedkunstner og cand. mag. i filosofi og kunsthistorie, Frederik Lindskov, binde de to bydele sammen til én samlet fortælling om det nye København.

Vi slutter turen af med at se på de nyligt opførte fem gavlmalerier på Rentemestervej, som efter planen snart skal udvides til Nordens største gavlgalleri med hele 16 bemalede gavle.

Turen (2 km) foregår udendørs og egner sig ikke for gangbesværede. 

Mødested: Den Sorte Plads ved "Blæksprutten" (Mimersgade / Nørrebrohallen), 2200 København N.

Slutsted: Rentemestervej, nær buslinje 68 og 21 (mod bl.a. Hellerup station)