Til undervisere

Basale digitale redskaber til din undervisning

Er du nysgerrig på, hvad det digitale univers kan gøre for din undervisning?

Vil du gerne lave en lille video til dine deltagere?

Synes du, det er svært at komme i gang med de digitale redskaber?

Så er dette inspirationsforum om basale digitale redskaber måske noget for dig.

Vi har sammensat et alsidigt program, hvor du både får faglig inspiration og samvær med andre af FOF’s undervisere. 

Formålet er at inspirere dig til at eksperimentere med digitale redskaber og give dig indsigt i anvendelsen, samt give dig svar på, hvornår det er meningsfuldt at bruge digitale redskaber i din undervisning. Du vil også blive bevidst om, at en god anvendelse af digitale redskaber kræver arbejde og øvelse samt nytænkning og planlægning.

Dagen starter med foredragsholder, konsulent og cand. Pæd. i IT-didaktisk design Kenneth Hansen, som fortæller om: ”Digitale redskaber i din underviserpraksis”.

Samfundet er i stigende grad ved at blive digitalt, og dette gælder også inden for store dele af undervisnings- og uddannelsessektoren. Kenneth vil give en række forskellige bud på, hvordan man som underviser i FOF kan gribe og anvende de mange digitale muligheder, så disse bliver en bonus i den daglige undervisning. Der vil være en række praktiske eksempler og fælles dialog.

Om eftermiddagen kan du vælge mellem tre workshops, som du kan læse mere om længere nede i denne indbydelse.

Tid og sted
Inspirationsforum finder sted fredag den 23. marts 2018 kl. 9:15-16:00 på Middelfart Bibliotek, Middelfartsalen, KulturØen, Havnegade 6, 5500 Middelfart.

Målgruppe for dette inspirationsforum
Alle undervisere i FOF, der ønsker at få basal viden om digitale redskaber, er velkomne til dette inspirationsforum.

Deltagelse i inspirationsforummet er gratis!
FOF-fællesskabet afholder udgiften til arrangementet inkl. forplejning, så det er gratis for dig som underviser at deltage. FOF-fællesskabet betaler dog ikke transport- og evt. materialeudgifter.

Tilmelding og tilmeldingsfrist
Hvis du er interesseret, så tilmeld dig via Place2Book. Der er plads til 60 deltagere 

Program
Fra kl. 9:15 Ankomst, kaffe/te og morgenbrød

Kl. 9:45 Fælles velkomst

Kl. 10:00 Digitale redskaber i din underviserpraksis

Kl. 12:00 FROKOST

Kl. 13:00 Workshops

Kl. 14:30 Kaffe og kage 

Kl. 14:50 Workshops 

Kl. 16:00 Tak for i dag

Vælg mellem 3 spændende workshops
Du kan tilmelde dig en af de tre nedenstående workshops. Der gælder ”først til mølle”-princippet for tilmelding.  

Workshop A: ”Skærmoptagelse for nybegyndere” v/ Henning Romme Lund

Hvordan og hvorfor skal du bruge skærmoptagelse i din undervisning?
At lave en skærmoptagelse behøver ikke at være en vanskelig eller tidskrævende opgave. Faktisk er skærmoptagelse en nem, hurtig og god løsning til at optage, hvad der sker på din computers skærm. Ved skærmoptagelse kan du give dine deltagere en anderledes og visuel gennemgang af en opgave eller problemstilling.

Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan du kan bruge skærmoptagelse som et supplement til din undervisning.

I workshoppen kommer I omkring de mange forskellige måder, du kan tilføje skærmoptagelser i din undervisning; når du vil vise en deltager, hvordan man bruger et program/værktøj, når du ønsker at præsentere/illustrere forskellige emner, og hvis du bruger Flipped Classroom-konceptet. Flipped Classroom handler om at anvende små undervisningsvideoer for at skabe ekstra meget elevaktivitet. 

Til kurset vil der blive udleveret kursusmateriale, således at du på egen hånd kan arbejde videre med alle de muligheder, som skærmoptagelse giver.

Forudsætninger
Denne workshop i skærmoptagelse er for dig, der ikke kender til skærmoptagelse eller til dig, der har hørt om, eller i begrænset omfang har arbejdet med, skærmoptagelse.

Praktisk info
Du skal medbringe egen PC og et par høretelefoner (gerne dem som du bruger til mobiltelefon da de også har mikrofon).  

Om underviseren 
Henning Romme Lund er cand.mag. i samfundsfag og historie fra København og Odense Universitet. Han er i dag gymnasielærer ved Roskilde Gymnasium. Henning Romme Lund er endvidere pædagogisk IT-vejleder, forfatter til den praktiske brugsbog ”Flipped Classroom – kom godt i gang” (2015) og medforfatter til flere antologier om Flipped Classroom og elevaktiverende IT.


Workshop B: ”Grundlæggende PowerPoint”

Har du haft lyst til at lave en PowerPoint-præsentation, men ikke haft modet eller vidst, hvordan du lige skulle gribe det an?

I denne PowerPoint-workshop får du kendskab til de mest relevante og brugte funktioner i PowerPoint. Du vil lære at oprette flotte præsentationer, hvor fokus er på, at budskabet skal fange tilhørerne.

På workshoppen arbejdes der bl.a. med:
Oprettelse af PowerPoint-præsentationer
Brug af forskellige diaslayout
Anvendelse af tekst i punktopstillinger
Animation til illustration af vigtige budskaber
Billeder ”siger mere end 1000 ord”
Brug af SmartArt
Skelnen mellem god og dårlig brug af PowerPoint
Workshoppen er tilrettelagt med fokus på aktivitet. Derfor vil du under indlæringen af nye elementer hele tiden være aktiv ved computeren.

Forudsætninger
Denne workshop i PowerPoint er til dig, der ikke kender noget til PowerPoint, eller til dig der har brugt programmet lidt og måske er selvlært, men som vil have fat i de mange vigtige detaljer og muligheder, som PowerPoint gemmer på.

Praktisk info
Du skal medbringe egen PC.

Om underviseren
Underviseren er erfaren underviser i PowerPoint og kommer fra Officekursus.dk 

Workshop C: ”Lær at lave dine egne videoer til undervisningsbrug” v/ Marc Ekelund 

I denne workshop arbejder vi med fremstilling af små undervisnings-videoer, som dine deltagere kan få glæde af. Vi arbejder med både lyd-, video- og billedfiler til opload på f.eks. Facebook, Dropbox og Google-drev. 

Mulighederne er mange, og det er ikke afgørende, hvilken app eller type af smartphone du har. Det afgørende er, at vi får skabt vores online-materialer ”i farten” og gør dem til en flydende del af vores daglige undervisning med deltagerne. Vi vil også tale om forskellige emner som rettigheder og videokvalitet, der knytter sig til brugen af digitale hjælpemidler i undervisningen.

Praktisk info

Ved tilmelding til dette Inspirationsforum bliver din e-mailadresse brugt af underviseren til at sende dig et link, du skal trykke på, hvorefter du bliver tilmeldt en Dropbox-gruppe, som I skal bruge I workshoppen. Tilmeld dig derfor gerne med din primære e-mailadresse, som du bruger til daglig.

Du skal medbringe en smartphone.

Om underviseren
Guitarist og musiklærer Marc Ekelund er uddannet musiklærer med speciale i guitar og sammenspil. Marc er underviser på Rytmisk Center og Køge Musikskole og er tilknyttet flere af landets musikskoler med projekter inden for e-learning, nye undervisningsformer og idéudvikling af fremtidens musikskole. Desuden er Marc måske folkeoplysningens bedste eksempel på en digital underviser.

Mød Marc på www.dendigitaleunderviser.dk,  hvor du kan høre mere om hans tilgang til undervisning og brug af digitale medier.

Yderligere information
Har du spørgsmål til programmet, eller ønsker du yderligere information, så kontakt Nina Bak, FOF’s sekretariat på tlf. 40 11 42 42 eller mail: nb@fof.dk, eller Nina Kongshaug, FOF’s sekretariat på tlf. 31 32 17 36 eller mail: nk@fof.dk