Kulturhøjskoler

Kulturhøjskolen Fredericia

KULTURHØJSKOLEN
Efteråret 2019

KULTURHØJSKOLEN i Fredericia, efteråret 2019

Velkommen i FOF’s kulturhøjskole i Fredericia, hvor du kan opleve en række spændende foredragsholdere i Tøjhuset, Koncertsalen, Gothersgade 34, 7000 Fredericia.


Alle foredrag ligger på fredage kl. 09.30 - 12.00. 
Kulturhøjskolen ledes af Dagny Køster og Poul Storgaard Mikkelsen.

 

Fredag den 27. september 

Jeg er Nauja - en grønlandsdanskers bekendelser
Med sin fortælling om det grønlandske dilemma om tilhørsforhold og identitet, fortæller forfatteren og debattøren Nauja Lynge om sit liv fra en stille og lykkelig barndom i Grønland med stærke familiebånd, en svær ungdom i Danmark præget af fornægtelse af sit ophav til et turbulent voksenliv, hvor hun endelig tager opgøret med sin dansk/grønlandske identitet. 


Fredag den 4. oktober

H.C. Andersen og Kina
H.C. Andersen er kendt og udbredt som ingen anden vestlig forfatter i Kina. Kineserne har givet ham kælenavnet Antuscheng, der betyder ’Den, der kommer med fred og kærlighed’. Professor og H.C. Andersen-ekspert Johs. Nørregaard Frandsen leverer i dette foredrag mange overraskende pointer og pudsige eksempler på Andersens relationer til det kinesiske.


Fredag den 11. oktober


Koncert med Trine Gadeberg
Trine Gadeberg er en entertainer med en stor grad af alsidighed. Det ene øjeblik bevæger hun folk med sin stemme og inderlige fortolkning af musical-hits og pop-ballader, og i det næste øjeblik får hun få folk til at knække sammen af grin med sjove anekdoter. Trine Gadeberg besøger os sammen med Carl-Aage Eliasson (klaver) og Jørgen Heick (trompet, trommer og keyboard).


Fredag den 1. november

Præst for Gud, Dronning og Fædreland
Erik Norman Svendsen var biskop i København fra 1992 til 2009. I 2008 blev han udnævnt til Kongelig Konfessionarius, hvilket betyder, at han er kongehusets private præst og Dronningens sjælesørger, og forestår dåb, vielser og begravelser i kongehuset. Hør hans spændende historie om et liv som biskop og som kongehusets private præst.


Fredag den 8. november

Dannelse og uddannelse
Højskoleforstander Uffe Strandby fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup leverer et tankevækkende bidrag til definitionen af begrebet dannelse. Uffe Strandby ser på sammenhængen mellem dannelse og uddannelse. Der vil blive fokuseret på forskellige opfattelser af dannelsen og dens betydning for at løse de udfordringer, som vi står over for.


Fredag den 15. november

ABBA – tæt på musikken
Musikjournalist og forfatter Per Wium går tæt på en række ABBA-sange og fortæller, hvorfor de er så gode. Sange, som har fået enorm popularitet og samtidig har en meget høj kvalitet. Per Wium dykker ned i Björn Ulvaeus og Benny Anderssons musikalske værktøjskasse og indkredser nøglen til deres sangskrivning. Vi lytter til en række eksempler med den populære svenske kvartet.


Kulturhøjskolen er en samlet pakke, så der kan altså ikke købes billetter til de enkelte foredrag.

Ret til ændringer forbeholdes.


Kulturhøjskolen i Fredericia efterår 2019